Regeringen vil tirsdag middag fremlægge en række forslag om stramninger af straffeloven i forbindelse med muslimske tvangsægteskaber – de såkaldte sharia-vielser.

Står det til regeringen, skal religiøse vielser indgået under tvang omfattes af straffeloven, og imamer, der sharia-vier, skal kunne smides ud af Danmark.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) siger til Berlingske, at alle i Danmark skal have de samme frihedsrettigheder.

- Det indebærer blandt andet, at man skal have ret til selv at vælge, hvem man vil giftes med, og hvornår man gør det, og man skal vide, at man aldrig nogensinde skal blive tvunget ind i et ægteskab imod sin egen vilje, siger Karen Hækkerup, der uddyber:

- Derfor har vi nu lavet en strategi, der skal klæde fagfolk på, så de kan hjælpe de unge, og vi giver mulighed for, at vi kan udvise imamerne, hvis de vier folk imod deres vilje. Vi ændrer straffeloven, så man også kan straffes, hvis man har tvunget nogen til at indgå et religiøst ægteskab, selvom det ikke har gyldig lovlighed, siger ministeren til Berlingske.

Ifølge TV 2 Nyhederne hilser Dansk Islamisk Center regeringens forslag velkomment.

BNB