Rasmus Caspersen var indlagt for mistanke om madforgiftning. Han ved ikke, hvad forgiftningen kan skyldes.

Sønderborg. Søndag blev flere pensionister indlagt med mistanke om madforgiftning, efter at de havde spist brunch og middag sammen.

Rasmus Caspersen er en af de pensionister, som søndag blev indlagt på sygehuset i Sønderborg. Han slap heldigvis selv for at blive ramt af forgiftningen, men han var for en sikkerheds skyld indlagt til observation.

Flere i selskabet på 11 har dog oplevet symptomer, og han fortæller, at han er chokeret over episoden.

- Det var totalt overraskende, og affødte selvfølgelig dyb bekymring med det samme for de mennesker, som blev alvorligt syge. Vi var selvfølgelig dybt chokerede, siger han.

Sammen med fire andre blev han mandag udskrevet fra sygehuset i Sønderborg igen.

Pensionisternes sammenkomst er en årlig tilbagevendende begivenhed. Rasmus Caspersen fortæller, at den holdes for en vennekreds bestående af hans kones tidligere kolleger, der er omkring 65 til 80 år.

Han har ikke selv en forklaring på, hvad der kan have forårsaget forgiftningen, hvor flere har haft symptomer på botulisme - også kaldet pølseforgiftning.

- Jeg var sammen med en medarbejder fra Fødevarestyrelsen og indsamlede prøver til de test, som de laver. Jeg har ingen anelse om, hvad det kan skyldes. Det kan være, hvad som helst, siger Rasmus Caspersen.

Ifølge Rasmus Caspersen spiste de almindelig brunch fredag morgen med rundstykker, pålæg og marmelade. Lidt senere drak de kaffe og spiste kage.

Ved aftensmadstid spiste de en middag, som han dog ikke selv deltog i. Han ved dog, at der blandt andet blev serveret stenbiderrogn, rejer, hønsesalat og flute.

To er stadig indlagt på sygehuset i Sønderborg. En fra selskabet er indlagt på Rigshospitalet, som mandag ikke ønskede at oplyse noget om specifikke patienters tilstand.

Det samme var beskeden mandag fra Odense Universitetshospital, hvor to er indlagt. Den sidste er indlagt i Flensborg.

/ritzau/