Kritikken vælter ned over Odense Universitetshospital i sagen om overmedicinering af kræftpatienter.

Kritikken vælter ned over Odense Universitetshospital i sagen om overmedicinering af kræftpatienter.

BT kan mandag, fortælle, at den ledende overlæge på hospitalets kræftafdeling i februar 2011 indgik en aftale med medicinalfirmaet Sanofi Aventis om et forsøg med en ny kemomedicin, selv om hospitalets farmaceut tre uger før havde advaret om en mulig overmedicinering.

Farmaceuten forsøgte forgæves at få Sanofi Aventis til at svare på spørgsmål om mængden i medicinglassene. Men medicinalgiganten svarede tilbage, at det var besluttet fra ’højeste sted’ ikke at svare på spørgsmålet. I stedet skulle farmaceuten bare læse den vedlagte medicinbeskrivelse.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselotte Blixt er målløs.

- Det undrer mig kolossalt, at man kan starte et projekt, før det er underskrevet, og at man ikke er mere tilbageholdende, når virksomheden ikke vil hjælpe med oplysninger om doseringen. Det får mig til at konkludere endnu kraftigere, at man skal undersøge og optrævle det hele, før man godkendte medicinen, samt se på hvilken evaluering man kom med efter projektet, der gjorde, at man godkendte medicinen. Det er et miskmask uden lige, der gør patienter til forsøgspersoner uden tilsagn, siger hun.

Ikke nok med redegørelse

Også De Konservatives sundhedsordfører Mai Marcados tillid til OUH er tæt på nulpunktet i denne sag. Hun mener ikke, det er nok, at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har bedt om en ny redegørelse.

- Det værste er, at jeg slet ikke er overbevist om, at det samme ikke sker igen i morgen. Ministeren har bedt om en ny redegørelse. Det er som at lade ræven vogte gæs, hvis den samme overlæge endnu en gang skal konkludere, at ingen i Odense har haft den mindste bivirkning. Vi er nødt til at have en uvildig undersøgelse af både denne sag men også hele området med medicinske forsøg, siger hun.

Nick Hækkerup afventer den nye undersøgelse af hele overmedicineringssagen.