Mode-messen 'Ladies Night' i Skanderborg 9. oktober er angiveligt blevet ramt af flere svindel-sager. Her har flere kvinder fortalt, hvordan de har fået hævet for mange penge på deres betalingskort, og de beskylder arrangøren af messen for at stå bag svindlen. Efter at have været tavs i medierne står arrangøren nu frem i BT.

Til arrangementet er minimum fem kvinder angiveligt blevet snydt for over 100.000 kroner i de forskellige boder, hvor man kunne købe alt fra tøj og sko til make-up-produkter. Sydøstjyllands Politi bekræfter, at man har modtaget fem henvendelser om snyd ved arrangementet.

Elisabeth Dalsgaard er én af de fire kendte personer, der er på reklameplakaten for arrangementet, der er blevet ramt af svindel.
Elisabeth Dalsgaard er én af de fire kendte personer, der er på reklameplakaten for arrangementet, der er blevet ramt af svindel. Foto: Elisabeth Dalsgaard
Vis mere

(Her er plakaten af eventet 'Ladies Night', som Luxeevent står bag, hvor flere kendte som Dennis Knudsen og Søs Egelind deltog som konferencier og sælgere.)

Én af kvinderne var Inge-Lise Mejlgård, der fortæller til TV 2 Østjylland, at hun købte et et tørklæde til 100 kroner, men siden er blevet trukket 10.000 kroner for købet.

»Jeg er ked af det, og jeg er rasende. Det her er svindel af højeste kaliber,« sagde hun til TV 2 Østjylland.

Samtidig fortalte en anden kvinde, Cristina Christensen, at hun havde købt et par sko for 500 kr. i en bod, hvor de brugte betalingsterminalen iZettle uden display. Da hun kom hjem, kunne hun til sin store forfærdelse se, at der var trukket 10.000 kr. Men da hun ikke havde fået en bon fra transaktionen, kunne hun ikke få pengene tilbage fra sin bank, oplyser hun.

Fælles for kvinderne er, at de alle mener, at svindlen foregik ved arrangørerens bod.

Siden Lokalavisen første gang skrev om svindlen i sidste uge, har arrangøren været tavs. Men nu står hun frem. BT har talt med arrangøren bag eventet, der vil ikke sige noget til citat, men skriver følgende i en pressemeddelelse til BT:

'Det kom til min opmærksomhed i sidste uge, at der blandt kunder, der havde besøgt Ladies Night Skanderborg, har været foretaget hævninger, som ikke stemmer overens med beløbet, som matcher køb foretaget på messen.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har været medvirkende til eller deltaget i svindel.

Da ovenstående kom til min opmærksomhed, gik jeg straks i gang med at undersøge sagen.

Det er af samme årsag, at jeg endnu ikke har udtalt mig til pressen.

Jeg har nu selv politianmeldt sagen til Sydøstjyllands Politi, og ser frem til, at politiet udreder sagen og finder ud af, hvad der er sket, og hvordan sådanne beløb kan blive hævet.

Hvorvidt, der er foretaget svindel, hackning eller sket en fejl må nu være op til politiet at undersøge. Jeg hilser den politiefterforskning velkommen - og bidrager naturligvis gerne.

Jeg har tidligere i dag fået fortalt af Sydøstjyllands Politi, at der pt. ikke foregår en politiefterforskning af mig.

De køb, som er foretaget på messestanden, som i øvrigt ikke er min, men hvor jeg blot hjalp som medarbejder på messen, må være gået ind på en andens konti.'

BT har talt med Sydøstjyllands Politi, der ikke kan oplyse, om man er i gang med at efterforske arrangøren bag eventet. De oplyser dog, at de har modtaget fem henveldelser om snyd ved messen 'Ladies Night' i Skanderbord alene, og at de efterforsker sagen.

BT har tidligere talt med frisør og makeup-artist Dennis Knudsen, der deltog i eventet, hvor han solgte flere af sine produkter.

Dennis Knudsen havde dog ikke oplevet nogen form for snyd, og han har modtaget sine penge for at holde sit foredrag. Han synes dog, det er groft, at nogle kunne finde på at snyde.

»Det er fuldstændig katastrofalt, hvis det er rigtigt, at nogle kan finde på, at misbruge andres betalingskort. Det er grotesk,« siger han og oplyser, at han aldrig har bemærket noget snyd omkring arrangøren.

Det er ikke første gang, at messearrangøren angiveligt har skabt en bølge af raseri ved en messe.

Ejer af tøjfirmaet Made4Mini i Åbyhøj i Aarhus, Helle Persson Nielsen, havde ifølge DR for et år siden købt adgang til en messe i DGI-Huset i Vejle, hvor der skulle komme over 1.000 personer. Messen viste sig dog at være i et forladt lokale i Hedensted, hvor der kun kom 100.

»Det var forfærdeligt, for vi stod rigtig mange udstillere og havde ingenting at lave. Mange havde madboder og måtte smide mad ud i kæmpe mængder. Og vi havde jo betalt mange penge for at være med på den her eksklusive messe,« siger Helle Persson Nielsen til DR.

Ifølge DR er arrangøren tidligere gået konkurs med en mindre tøjbutik i Nyborg med en samlet gæld på 4,5 mio. kroner.

Advokat Per Buttenschøn var kurator i sagen og fortæller, at arrangøren er gået personligt konkurs.

BT bringer ikke navnet på arrangøren, da hun ikke er dømt.