Internet web-shoppen CDON.com bliver i disse dage bombaderet med vrede kundeklager. Firmaet beskyldes blandt andet for manglede leverancer, og for at trække penge på kunders konti, før de bestilte varer er afsendt, hvilket er i strid med loven.

'Snyd'. 'Dårlig service'. 'Lorte firma'.

Selv kalder de sig for ’Nordens største varehus’, men havde de deltaget i en popularitetskonkurrence, så var de næppe kommet ind på førstepladsen.

I hvert fald ikke hvis man skal tro de mange kunder, som de seneste dage har givet deres mening om CDON.coms kundeservice til kende, og som tilsammen vidner om et firma i total kaos.

På firmaets egen Facebookside flyder det over med vrede klager fra kunder, som følger sig snydt af webshoppen.

Anklagerne går blandt andet på, at bestilte varer ikke dukker op, at man ikke får svar fra firmaets kundeservice, samt at CDON.com i flere tilfælde trækker penge på kunders konti, uden at de har afsendt den bestilte vare.

Hos Forbrugerombudsmanden vil man ikke udtale sig om den konkrete sag vedrørende CDON.com, men vil gerne bekræfte, at det kan det være ulovligt, hvis firmaer trækker penge fra forbrugerne, inden de sender varene afsted. Det fortæller chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden Uffe Foged Jespersen.

»Det er efter vores opfattelse et brud på markedsføringsloven og i strid med god markedsføringsskik, hvis et firma vælger at tage betaling for en vare, før de sender den afsted. Og selv om det ikke umiddelbart er strafbart, er det stadigvæk en lovovertrædelse,« fortæller han til BT.

Flere kunder skriver desuden, at de har bestilt julegaver hos firmaet i god tid, men efter den forventede leveringsdato er overskredet, kan firmaet alligevel ikke garantere at gave når frem inden den 24. december.

På hjemmesiden kan man ellers læse, hvordan CDON.com ikke er bange for at reklamere med, at man kan bestille julegaver hos dem helt op til den 20. december.

Det er dog ikke kun på Facebook, at de mange utilfredse kunder, som føler sig snydt og bedraget, giver deres frustration til kende.

På hjemmesiden Trustpilot, hvor danske forbrugere har mulighed for at komme med ris og ros til både fysiske- og internetbutikker, bliver CDON.com ligeledes haglet ned for deres kundeservice eller mangel på samme.

Anklagerne om forsinkede og manglende leverancer går igen i mange af anmeldelserne, og flere giver således også her udtryk for, at CDON.com trækker penge fra deres kunder, uden at de har sendt varen af sted.

Foto: Trustpilot
Vis mere

Hos CDON.com forklarer man de mange klager over manglende levering med, at de modtog langt flere ordrer på Black Friday end man havde regnet med.

Ifølge pressechef Erik Löfgren øgede CDON.com salget med 80 procent på netop Black Friday i forhold til sidste år.

»Vi solgte over 360.000 produkter på et døgn. Det var vi naturligvis glade for, og det var langt mere end vi havde forventet. Det betød også, at der kom et stort pres på vores lager, og resultatet har derfor været, at nogle kunder har oplevet længere leveringstid på deres ordrer,« skriver han i en mail til BT.

Og selvom pressechefen fastholder, at man i udgangspunktet først trækker kundernes penge, når deres varer er sendt afsted, så anerkender han alligevel, at der i kølvandet på Black Friday har været rod i nogle forhold omkring betalinger og forsendelser.

»CDON er i gang med at gennemgå sine procedurer og vil gøre alt, hvad de kan for at sikre, at dette ikke sker i fremtiden,« skriver Erik Löfgren.

På Trustpilot kan man dog læse en lang række negative anmeldeser af CDON.com, som er skrevet både før og efter den 25. november i år, hvor Black Friday løb af stablen.

Herunder kan du læse et lille udpluk af CDON.coms seneste anmeldelser.

Foto: Trustpilot
Vis mere

Foto: Trustpilot
Vis mere

Foto: Trustpilot
Vis mere

Foto: Trustpilot
Vis mere