TV2 boykottede Se og Hør efter ugebladet bragte billeder af topløs Christiane. Men det er noget helt andet med Kate, mener TV2.

Det var en klar fejl, da TV2 News' studievært Jens Gaardbo under et interview onsdag med Se & Hørs chefredaktør Kim Henningsen viste seerne Se & Hørs forside med et utilsløret billede af Kate Middletons bare bryster. På samme måde har kanalen flere gange vist utilslørede billeder af forsiden på det franske magasin Closer.

TV2 News' kanalchef Mikkel Hertz vil ikke overfor Bt.dk afvise, at det er sket.

- Som jeg har fået det at vide, havde studieværten et eksemplar med i studiet, som blev vist under interviewet med Se & Hørs chefredaktør Kim Henningsen. Hvis vi har vist ugebladet Se & Hørs forside utilsløret, og det vil jeg ikke udelukke vi har - jeg har ikke selv set det - så er det en fejl, siger Mikkel Hertz. Han bekræfter også, at TV2 News ved en enkelt lejlighed har bragt et billede af det franske magasin Closers forside utilsløret og erkender, at det også var en fejl.

Bt.dk har derudover flere eksempler på, at billederne af Kates bryster er blevet vist på tv2.dk, ligesom der fortsat kan ses indslag hvor der zoomes helt ind på de afslørende billeder. Men det er altså en fejl.
 
- Vi har drøftet det, og alle på TV2 har fået at vide, at hvis vi viser forsiden, skal det sløres, siger Mikkel Hertz.

TV2 News var meget kritisk overfor Kim Henningsen og Se & Hør. Men Mikkel Hertz er klar over, at TV2 News og andre medier, der beskæftiger sig med historien, risikerer at blive beskyldt for hykleri og for at kun at lede efter en undskyldning for at bringe en gedigen sladderhistorie krydret med pikante billeder.

- Men historien er journalistisk interessant, fordi det starter med at et fransk magasin vælger at bringe nogle billeder, som vækker opstandelse helt ind i det engelske kongehus. Og det engelske kongehus har jo ligget i strid med dele af den engelske presse helt tilbage til Dianas død, og også før det.

- Så når det engelske kongehus vælger at gå ind i sagen og sætter en advokat på det efter en årelang strid med de medier, synes vi det har en journalistisk interesse, som berettiger, at TV2 News dækker historien, siger Mikkel Hertz.

TV2 besluttede for nylig at udelukke Se & Hør fra pressemøder i forbindelse med "Vild med Dans", fordi ugebladet havde bragt billeder af Christiane Schaumburg-Müllers bare bryster - men TV2 News har altså flere gange viderebragt billeder af blade med Kates bare bryster.

- Der er en forskel på de to situationer. Den ene foregår langt fra landets grænser og vedrører nogle i det britiske kongehus. Det andet drejer sig om mennesker, der bor og lever her i Danmark. Det spiller en rolle for, hvilket billede-materiale vi vælger at bringe, siger Mikkel Hertz.