Der blev lavet alvorlige fejl i behandlingen af Carina Melchior.

Det har Vagn Eskesen, der er overlæge på Rigshospitalet og en af Danmarks førende specialister i neurokirurgi, vurderet i en uvildig rapport om behandlingsforløbet, som han har lavet for patientforsikringen.

Efter en trafikulykke lå den nu 19-årige Carina i koma. Hendes tilstand var så dårlig, at hun ifølge lægerne ikke ville overleve, og derfor slukkede man for respiratoren og tog mad og væske fra hende.

Stik imod lægernes forventning vågnede Carina Melchior op og overlevede ulykken.

Nu har Vagn Eskesens rapport slået fast, at lægerne lavede alvorlige fejl i behandlingen af Carina Melchior.

I rapporten fremhæves det blandt andet, at der er uoverensstemmelse mellem trykmålinger fra Carina Melchiors hjerne og MR-skanninger.

- Skanningerne viste, at der var pæne pladsforhold i hovedet på Carina. Samtidig viste målinger, at der var forhøjet tryk i hovedet. Det burde have givet lægerne anledning til at overveje, om der var en fejl i måleudstyret, har Carinas advokat, Niels Fjeldberg, tidligere udtalt til BT.

Ikke erfaring nok

Flere steder i rapporten vurderer Vagn Eskesen, at behandlingen ikke var af ’erfaren specialiststandard’, og at det var forkert af lægerne at kalde behandlingen udsigtsløs.

Carsten Kock-Jensen, ledende overlæge på Neurokirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, har også læst rapporten.

- Grundlæggende er vi enige i hovedkonklusionerne i Vagn Eskesens gennemgang, og vi anerkender fuldt ud hans faglighed og kompetencer. Men jeg ønsker ikke at udtale mig om specifikke deltaljer, da det er en verserende sag, siger Carsten Kock-Jensen.

Sagen har fået Neurokirurgisk Afdeling til at ændre en række vigtige procedurer.

Allerede i begyndelsen af forløbet noterede vi os, at der manglede nogle vigtige retningslinjer, så det er der lavet. Det er vigtigt for mig at understrege, at forløbet har berørt os meget, siger Carsten Kock-Jensen.

Lægen Benedicte Dahlerup, der var ansvarlig for Carinas behandling, og som i dokumentaren fortæller familien, at der ikke er nogen chance for, at Carina vågner op, har gennem længere tid været sygemeldt fra sit arbejde. Carsten Kock-Jensen bekræfter overfor BT, at hun stadig er delvist sygemeldt.