Mon ikke enhver indvandrer drømmer om at kunne sidde som gammel og sige: »Se, hvor godt det er gået mig i mit nye land?« Hvorfor ellers forlade det dejlige vejr, den nære familie, de kendte dufte, hvis ikke for at få et nemmere, friere, rigere liv?
Som Ramazan, en af Danmarks første tyrkiske gæstearbejdere, der kom hertil i 1970erne, fortæller:
»Vi fik et brev fra en slægtning, der var rejst til Europa. Der stod: »Kom, kom, skynd jer at komme. Her er penge at tjene.«
Så han og tre unge venner fra landsbyen hoppede på bussen og kørte af sted.
Ramazan (navnet er et pseudonym) er blevet interviewet til den hidtil mest detaljerede europæiske undersøgelse af hverdagen og levevilkårene for de første tyrkiske gæstearbejdere. Gennem registerdata og en række kvalitative interview med herboende tyrkere over 70 år tegner forskerne Anika Liversage og Vibeke Jakobsen fra SFI et dystert portræt af nydanskernes levevilkår og tanker, nu hvor tyrkerne som den første generation af indvandrere er blevet gamle folkepensionister.
I dag føler Ramazan, at han har slidt og slæbt hele livet i barske, lavt betalte job. Alligevel sidder han tilbage med meget lidt på sine gamle dage. Familien er faldet fra hinanden, og han får ikke meget hjælp og opmærksomhed fra sine fem børn, der lever hver deres selvstændige, danske liv.
»Vores liv gik her i Danmark – det tog vores liv, det tog vores ungdom med sig. Og vi kunne intet gøre. Børn og alting lever hver for sig … ’Lad os tjene penge’, siger de hele tiden. Hvis du spørger mig, så spiste Danmark mig helt og fuldt.«
Eller hør Dursun (også et pseudonym). Adspurgt af forskerne, hvad han ville gøre om, hvis han kunne ændre noget i sit liv, svarer han, at han så aldrig ville have taget familien med til Danmark. »Har der slet ikke være noget godt ved at være her i Danmark?« spørger intervieweren.
»Ikke som helhed,« svarer Dursun. »Hvis vi havde været dernede (i Tyrkiet, red.), havde vi måske kun haft tørt brød at spise, men vi havde været lykkelige.«
Fattigere end danskerne
Modsat de mange flygtninge, som siden kom til Danmark på flugt fra sult, tortur og bomber, var tyrkernes primære motivation for at migrere til Danmark økonomisk. De søgte job og penge. Arbejde var der nemlig ikke længere meget af i den tyrkiske landbrugssektor.
I 1970ernes Danmark derimod kørte økonomien på højtryk, og der var brug for hænder til det beskidte, ufaglærte arbejde. Så de unge, uuddannede tyrkiske gæstearbejdere gik til hånde på savværker, champignongartnerier, malingfabrikker, i rengøringen. Dansk lærte de ikke, for det var alt for svært, når mange dårligt kunne alfabetet. Og strengt nødvendigt var det heller ikke, så der blev ikke presset på fra samfundets side.
Men i takt med den globale udflytning af arbejdspladser forsvandt mange af de ufaglærte job, som tyrkerne oprindeligt var kommet til Danmark for at overtage. Og så stod de ufaglærte tyrkere uden danskkundskaber bagest i køen til arbejdsmarkedet.
Undersøgelsens omfattende registerdata viser bl.a., hvilken tilknytning tyrkere, som i dag er mellem 65 og 74 år gamle, havde, dengang de var 55 år gamle. Det er foruroligende læsning. Som 55-årige var kun 25 pct. af de tyrkiske mænd stadig i beskæftigelse. For danske mænd med tilsvarende lav uddannelse var andelen 79 pct.
I dag er de ældre tyrkere også både markant sygere og fattigere end danskere på samme alder og med samme uddannelsesbaggrund. Kun to procent af de kortuddannede, ældre danskere over 65 år lever under OECDs fattigdomsgrænse, der defineres som en indkomst, der er mindre end halv så stor som medianen i et land. Det samme gælder for hele 29 pct. af de ældre tyrkere. Det skyldes først og fremmest, at tyrkerne sjældent har nogen opsparing eller privat pension, da de har varetaget løse og lavt betalte job, og fordi de – da mange ikke har levet i Danmark i 40 år – heller ikke har ret til fuld folkepension.
Når regnestykket skal gøres op for migrationen, er flere begyndt at tvivle på, om det overhovedet var en god forretning:
»De, der blev i Tyrkiet – vores slægtninge – de lever bedre end os. De har bygget et hus på to etager. Deres bil står parkeret udenfor. De har traktorer. Men os, vi sparer sammen her, og tager derned og bruger det hele. Det er vores lidelse. Hjemlandet er noget andet. Det har vi også mistet,« lyder det bl.a. fra Ahmet og hans kone.
Ualmindeligt deprimerede
Forskerne var allerede forberedte på, at de ville møde mange triste mennesker på deres hjemmebesøg, fortæller Anika Liversage, der er en af bogens forfattere.
»Vi vidste, de var socialt svagt stillet, sprogligt marginaliserede og havde en dårlig økonomi. Men jeg blev alligevel overrasket over, hvor dårligt mange af dem har det. Og hvor vanskeligt, det tilsyneladende er, at bide sig fast på det danske arbejdsmarked, når man kommer med svage ressourcer – selv for arbejdsmigranter,« siger hun.
At forskerne med de kvalitative interview ikke blot har været uheldige at løbe ind i helt ualmindeligt triste mennesker understøttes dels af bogens omfattende registermateriale, der dokumenterer tyrkernes svære økonomiske kår statistisk betragtet. Dels af en tidligere kvalitativ undersøgelse foretaget af professor i psykologi Gretty Mirdal. Hun har interviewet en gruppe tyrkiske migrantkvinder tre gange i løbet af 30 år om deres livsforløb, og det er om noget endnu tristere læsning.
Ikke alle er ulykkelige, selvfølgelig. Og nogle har også klaret sig økonomisk godt. Ligesom flere peger på, at nogle forhold faktisk er blevet nemmere med årene. Da de første tyrkere ankom til Danmark, var der f.eks. ingen til at hjælpe med sproget. I dag kan man købe tyrkisk mad i selv mellemstore provinsbyer.
Som Reis udtrykker det:
»I gamle dage i Tyskland var der en tyrkisk kanal om onsdagen i et kvarter. Vi skyndte os, for ’nu kommer der tyrkisk TV’, og det var vi glade for, det så vi. Men nu har vi 200 kanaler – vi ser kun tyrkisk fjernsyn.«
Alle undersøgelsens interview er i øvrigt foretaget på tyrkisk eller kurdisk, for trods mere end 30 år i landet har kun få af de interviewede lært at tale ordentligt dansk.
Migration kan ikke gå baglæns
Netop de manglende sprogkundskaber har været den måske mest definerende faktor for de første gæstearbejderes marginalisering på deres ældre dage. Og en vigtig lære i forhold til de mange unge flygtninge, som kommer til landet i disse år, påpeger Anika Liversage:
»Det viser, at de første år i et nyt land er meget, meget vigtige. Samtidig må vi erkende, at de ressourcer, man har med sig fra barn- og ungdommen, har rigtig stor betydning. Det er svært at leve og arbejde i Danmark, når man har så lavt et kompetenceniveau, og svært at få en langvarig plads på arbejdsmarkedet uden sprog. Så hvis vi havner med flygtninge med samme profil, skal man have realistiske modeller for, hvordan de kan få en plads i det danske samfund.«
Hvis det var så slemt, hvorfor rejste de så ikke tilbage, kan man tænke. Tyrkerne var ikke flygtninge. Ingen har tvunget dem til at blive i Danmark. Alligevel har under fem procent af de 65-74-årige taget turen retur på deres ældre dage, selv om en del, såsom Naim nedenfor, har leget med tanken. Selv om de med årene har oplevet større fremmedhed og marginalisering i Danmark, føler mange sig nemlig heller ikke længere hjemme i Tyrkiet.
»Ligegyldigt, hvor du går hen, er det det samme: Du er fremmed… Efterhånden som du ældes, kommer du mere og mere udenfor… Men vi kan ikke rejse til Tyrkiet. Hvorfor ikke? For nu er vores børn blevet voksne, og vi har børnebørn.
Vi tager dertil i tre måneder, men så savner vi børnebørnene. Vi ringer hver dag, så vi kan ikke rejse. Sådan er det.«
Til gengæld kan de betragte deres børn og børnebørn uddanne sig, arbejde og skabe sig det bedre liv, som det aldrig til fulde lykkedes gæstearbejderne. Men også leve stadigt mere selvstændigt, til sorg for en del ældre tyrkere, der længes tilbage til storfamilien.
I dag vælger børnene selv deres partner. Henter ikke længere fætre fra den tyrkiske landsby. Hvor skilsmisseraten blandt danskere ifølge beretninger fra Rockwool Fondens Forskningsenhed er på 26 pct., er de tilsvarende tal 22 for tyrkiske indvandrere, men hele 36 pct. for tyrkiske efterkommere.
»Hvordan bliver det på lang sigt? Hvad er den rigtige vej?,« spørger forskerne en af tyrkerne i undersøgelsen.
»Tja, i forhold til hvad jeg selv synes, så er der ingen ende på det,« svarer Mihat.
»Altså, vi bliver danske – sådan er det bare. Har du nogensinde set en migration spole baglæns. Sådan en migration finde ikke – så enkelt er det.«
Anika Liversage og Vibeke Jakobsen: Ældre fra Tyrkiet – hverdagsliv og vilkår, Roskilde University Press
