En 60-årig skoleleder fra Ejerslykkeskolen i Odense, der er blevet meldt til politiet for racisme, bærer i øjeblikket titlen som Årets Kommunale Leder i kategorien bedste institutionsleder.

I begrundelsen for valget af Birgitte Sonsby hedder det, at hun er står i spidsen for en helstøbt skole, hvor både nye medarbejdere og elever føler sig velkomne. 

Sådan var det dog ikke for 14 dage siden, da Birgitte Sonsby mistede temperamentet overfor fem-seks elever i 6 c og fortalte dem, at hun er 'skide træt af muslimer, der ødelægger undervisningen'.



Birgitte Sonsby har ikke ønsket at udtale sig om episoden til BT, men overfor Fyens Stiftstidende erkender hun, at der var tale om en smutter.

- Filmen knækkede, og det er jeg selvfølgelig ked af, siger hun til avisen.

Faren til en af eleverne fra 6C, Shaib Mansoor, har meldt Birgitte Sonsby til politiet for racisme, men træder hun og skolens ledelse frivilligt tilbage, vil han trække sin anmeldelse, siger han til bt.dk.



Hvad der specifikt skete op til skolelederens uheldige udtalelse er stadig uvis - men kommentaren faldt efter, at flere elever i klassen højlydt brokkede sig over, at en vikar havde sat en film på i klassen.