Senior rådgiver hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese Anna Thygesen mener, at Kongehuset kunne have kommunikeret bedre og kalder det ikke specielt strategisk kommunikation fra Kongehuset, at man først melder årsagen til Prinsgemalens rejse ud, når spekulationerne er gået i gang.

»Der er sådan lidt krisekommunikation over det, de udøver nærmest damage control. De kan se på medierne og på de sociale medier, at folk bliver forargede over at prins Henrik rejser på ferie lige efter, han har meldt afbud til vigtige arrangementer, og så tænker de: 'vi må gøre noget'. Det virker mere som en brandslukningsmanøvre,« siger Anna Thygesen, som dog også ser noget positivt i det:

»Det viser trods alt et kongehus, som måske alligevel hører efter og tager sig af, hvad folk tænker om dem, og det er da positivt.«

Anna Thygesen siger, at ud fra et kommunikationsmæssigt synspunkt burde forklaringen på rejsen være kommet med det samme:

»Det var bedre, hvis de var kommet med forklaringen fra starten af. Og hvis de gerne ville have holdt det hemmeligt, så bør man i det mindste svare ærligt, når man får en henvendelse om det og komme med en forklaring. Når man vælger først at bekræfte rejsen, uden at komme med en forklaring, så opstår der en flanke, som åbner for muligheden for, at folk spekulerer. Men de venter til historien kører, og så melder de ud. Og nu håber de på, at medfølelsen og forståelsen afløser spekulationerne«.