Det skal være mere trygt at bevæge sig omkring på Christiania, og derfor får fristaden nyt gadelys i januar.

København. Beboerne og besøgende på Christiania i København har fået en tidlig julegave af et enigt økonomiudvalg på Københavns Rådhus.

Medlemmerne har tirsdag besluttet at sætte lige knap en million kroner af til gadebelysning i blandt andet Pusher Street. Det skriver DR København.

Belysningen skal skabe tryghed på Christiania. Det fortæller Socialdemokratiets gruppeformand i København, Lars Weiss.

- Det bliver mere trygt at gå derude om aftenen, for der kommer belysning på Pusher Street og de omkringliggende gader, siger han til DR København.

Både Christianiafonden og Københavns Politi har haft et ønske om at få gadebelysning i fristaden, siden en skudepisode i august, hvor to politimænd og en civil blev ramt af skud.

Københavns Politi har siden forsøgt at sætte overvågningskameraer op, også for at skabe tryghed på Pusher Street, men de blev pillet ned eller udsat for hærværk.

Den skæbne frygter Lars Weiss dog ikke, at gadebelysningen vil få.

- Man kan aldrig gardere sig mod tåber, men det her er sket i et tæt samarbejde med Christiania. Derfor har jeg en klar forventning om, at lyset får lov til at blive hængende, siger han til DR København.

Lyset bliver efter planen sat op i starten af januar.

/ritzau/