34-årige Puk Damsgård har opholdt sig illegalt i Syrien, mærket bombeangreb på sin krop og alligevel rapporteret hjem fra landet

- Vi vender os om, løber mod en åbning i en mur for dækning. Vi når ikke ned på jorden, som man ellers skal, før braget lyder, suget fra luften der forsvinder, støv, glasskår, stykker af mur og metal hvirvler omkring os, i hvad der føles som en kortvarig orkan. Da vi åbner øjnene, kigger vi på os selv og hinanden. Vi er o.k., føles det som om og løber mod huset og direkte ind i lejligheden i underetagen, hvor døren står åben.

Sådan skriver den 34-årige DR-korrespondent Puk Damsgård i sin dagbog fra Syrien. Gennem de sidste par uger har hun opholdt sig illegalt i landet sammen med fotografen Betina Johnbeck. De sneg sig over grænsen og ind i landet for uforstyrret af sikkerhedsstyrker at skildre den blodige krig i det mellemøstlige land, der bliver styret med hård hånd af præsident Bashar al-Assad.

Den handling har nu fået endnu ukendte Assad-tilhængere - formentlig bosat i Danmark - til at true hende. True hende på livet, hvis ikke hun og fotografen hurtigst muligt blev trukket ud af landet.

- Gør I det ikke, ved jeg ikke, hvad der sker med illegalt indtrængende presse i Syrien, skriver de i en pressemeddelelse.

Agenter overalt

Truslerne og farerne er dog ikke ukendte for Puk Damsgård eller andre af de danske korrespondenter, der rapporterer hjem fra krigszoner eller andre udsatte områder. Det fortæller tidligere folketingsmedlem og mellemøstekspert Naser Khader, der selv har rødder i Syrien.

- Man skal huske på, at Assad-styret har agenter over alt. Også i Danmark, hvor de følger med i Puks arbejde. Og fortæller man om det, som Assad-regeimet ikke vil have fortalt, så kan man opleve deres ubehageligheder, siger Naser Khader.

Handler om kontrol

Det skete blandt andet for den amerikanske journalist for Sunday Times, Marie Colvin. Hende fandt de syriske sikkerhedsstyrker frem til ved at spore hendes satelittelefon. Hendes placering blev låst fast, og missilier rettet mod hende. Hun overlevede ikke.

- Styret vil gerne kontrollere de informationer, som Puk og de andre journalister sender ud. Men når folk kommer ind i landet på ulovlig vis, kan de ikke kontrollere, hvor de færdes, fortæller Naser Khader.

Kommer man ind i landet på lovlig vis, bliver man fulgt rundt af folk fra sikkerhedsstyrken. Det begrænser mulighederne for at få den civilie befolknings historie. Er man, som Puk Damsgård var indtil for nylig, i landet illegalt, kan man færdes frit. Men farerne er større.

- Men holder man sig ude af landet, fordi man er bange, får man aldrig historierne fortalt, siger TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, der ligesom Puk Damsgård selv har opholdt sig illegalt i Syrien. Og historierne er farerne værd:

- Det kræver selvfølgelig, at man ikke er bange for at blive bange en gang imellem. Det er der mange mennesker, der ikke bryder sig om. Jeg bryder mig heller ikke om at være bange, men jeg er ikke bange for at blive det, siger Rasmus Tantholdt, der aldrig selv har været udsat for en trussel som Puk Damsgård.

- Jeg synes, det er ubehageligt at høre, at folk er så ynkelige og patetiske, at de finder det nødvendigt at gøre den slags.

En stjerne

Flere gange har TV2s korrespondent mødt Puk Damsgård rundt omkring i verdens brændpunkter. Oftest i Libyen eller Afghanistan. Og han er imponeret over hendes arbejde:

- Hun er kommet dertil, hvor hun er nu, gennem hårdt arbejde og ved at være så engageret i det, hun laver. Hun har hjertet med i det. Hun gør det, fordi hun oprigtigt er interesseret i at fortælle historierne, fordi hun mener, de er vigtige. Så selv om hun er min konkurrent på nogle områder, så synes jeg, hun er rigtig dygtig, fortæller Rasmus Tantholdt.

Mødtes i Kabul

Ofte når de to konkurrenters indslag er sendt hjem til redaktionerne i Danmark, diskuterer de, hvem der lavede det bedste. Bagefter tager de en kop kaffe eller en øl sammen.

- Inden hun begyndte på DR, mødte jeg hende engang i Kabul. Vi snakkede om det at lave tv, og hvordan jeg var nået dertil, hvor jeg var. Jeg kan huske, at hun kaldte mig en stjerne. Nu har jeg sagt til hende, at hun selv er blevet en.