Det er sundt at have mareridt, mener DRs mellemøstkorrespondent Puk Damsgård. BT har mødt hende til en snak om hendes nye bog, om hvordan det har ændret hende selv at være øjenvidne til menneskets ondskab
Det er midt om natten. Hun vågner halvt ved lyden af et fly. Tæt på. Hun rejser sig døsigt og slæber madrassen ind fra altanen, hvor hun og fotografen har lagt sig til at sove i den svale natteluft. Pludselig ruller et øredøvende brag gennem luften og vælter hende omkuld. Flyet har sluppet en bombe. På et splitsekund er alt forvandlet til kaos.
De famler i mørke, døve efter braget, finder sikkerhedsveste og hjelme, stikker fødderne i de første de bedste sko og løber ud i opgangen, hvor mødre og fædre med små børn i hænderne tumler ned ad trappen mod en kælder, de selv har gravet ud til tilfælde som det her.
Små unger med uglet sovehår misser med trætte øjne i lyset fra en lommelygte. En mand har - midt i infernoet - taget et blus under armen, da han løb ud af sin lejlighed. I kælderen sætter han vand over til te, prikker Puk Damsgård på armen og rækker hende det varme glas.
Liv på trods af krigen
Det er sådanne øjeblikke, der får DRs mellemøstkorrespondent til at blive ved med at rejse ind i nogle af de mest angstprovokerende områder i verden, selvom hun ikke føler sig specielt modig, men snarere ‘lige så rædselsslagen som alle andre’. Ikke bomben, men ‘overskudssjælen’ med teen! Det liv, der udfolder sig på trods af krigen.
- Menneskets hårdførhed gør stort indtryk på mig. Det er jeg mere interesseret i end i at stå ude ved frontlinjen og se, at de skyder på hinanden. For mig handler det om alt det, som er der på trods, og hvad man så gør. At man f.eks. går til frisøren og får farvet hår og forsøger at bevare en anstændighed og respekt for sig selv, selvom ens leder ikke har det. Det er det, der gør mest indtryk, fortæller Puk Damsgård.
- Jeg bliver nødt til at insistere på, at hvor der er mennesker, er der håb. Selvom ondskaben florerer blandt mennesker.
Hun hader ordet krigskorrespondent og understreger, at hun ‘rapporterer om livet i krigen’. Hun er ansat til at dække et område, hvor der er meget konflikt i øjeblikket, men hvor der også sker andet og er meget håb.
Torteret i kælderen
Torsdag udkom ’Hvor solen græder – en fortælling fra Syrien’, der er Puk Damsgårds fjerde bog.
Det er en fortælling om, hvordan krig ændrer et land, dets folk og korrespondenten, der dækker den.
Læseren møder mennesker som den unge oprører, der bare gerne vil læse digte på universitetet og giftes med sin elskede, men bliver forrået af krigen. Læreren, der ihærdigt forsøger at undervise børn, selvom der falder bomber over byen. Og storbykvinden, der hvirvles ind i revolutionen i en drøm om frihed, men bliver så uendelig skuffet.
Man følger Puk Damsgård, når hun er mest frygtløs og mest modløs. Når hun lader sig smugle ind i en krigszone og ser en en fangekælder, hvor fangerne tydeligvis var blevet tortureret, som når hun for en stund flygter fra det hele ved at spise gajoler på en sofa og høre Mads og Monopolet med sin fotograf. Når hun kommer hjem fra en tur til Syrien og ikke magter andet end at sove, stirre ud i luften og luge ukrudt i en uge.
BT møder hende på en rolig café i København på dagen, hvor hendes bog udkommer. Politikens anmelder har givet den fem ud af seks hjerter, og Puk Damsgård er ‘lykkelig’.
Den flotte anmeldelse tyder på, at missionen er lykkedes.
- Mit mål har virkelig været at nå mennesker, som ikke nødvendigvis interesserer sig for Mellemøsten. At de et øjeblik kan forholde sig til, hvad det vil sige at leve i sådan en situation. Tænk, hvis det var os, der boede i et diktatur og blev udsat for det der?!
Hadske kræfter
Syrien har været en del af nyhedsbilledet de seneste tre år. Vi har set billeder af udsultede torturofre. Billeder af små børn, der ser ud som om, de sover - men er flankeret af isblokke, der understreger, at de aldrig vågner igen. De er blevet dræbt af deres eget regimes giftgas.
Da Puk Damsgårds bog gik i trykken, var 150.000 mennesker blevet dræbt i krigen, men det tal er allerede forældet. FN mener nu, at det snarere er 190.000. Millioner er på flugt.
Og verdenssamfundet er netop endnu en gang blevet mindet om, hvilke hadske kræfter der findes i det Syrien, korrespondenten har rejst så meget i.
Så sent som i tirsdags blev en video offentliggjort, hvor den amerikanske freelancejournalist Steven Sotloff halshugges af den ekstremistiske terrorgruppe Islamisk Stat (IS, red.).
Ligesom kollegaen James Foley, der blev henrettet to uger tidligere, arbejdede Sotloff i Syrien, da han blev taget som gidsel og brugt til at sende et budskab til USA.
Talrige journalister og fotografer er blevet dræbt eller tilfangetaget i de perioder, hvor Puk Damsgård selv har været i Syrien. Det er et vilkår, hun er nødt til at leve med, når hun færdes i de områder. At hun kan blive den næste.
- Det sker for erfarne folk, der ved, hvad de laver. Så jo, selvfølgelig kan jeg blive den næste, siger hun nøgternt.
Som familie
- Det er tragisk, og det føles personligt i den forstand, at det er et angreb på vores fag. Vi har et netværk af internationale journalister, der bakker hinanden op og rådgiver hinanden om sikkerhed og sådan noget. På den måde føles det som om, jeg har mistet et familiemedlem, selvom jeg ikke kendte dem personligt.
- Så vil jeg også sige, at det jo er lige så tragisk, når andre falder i hænderne på Islamisk Stat og får skåret halsen over, bliver skudt på klos hold eller korsfæstet, indskyder hun på en måde, der i løbet af interviewet viser sig at være meget typisk for hende.
Puk Damsgård har ikke ondt af sig selv over, at hun skal færdes på steder, hvor hun kan blive bombeoffer eller være et mål, fordi hun er journalist. Hun har ondt af de mennesker, der ikke kan flygte fra det.
- Det er vigtigt at holde fast i, at jeg er rejsende i krig. Jeg er ikke konstant levende i krig. Det handler om de mennesker, der skal leve i det. Så fuck mig! Jeg gør det frivilligt, siger hun stålfast.
Derfor bliver hun deprimeret på sit fags vegne, når IS slagter journalister. For hvis journalister på den måde bruges som brikker i et politisk spil, vil det binde pressen på hænder og fødder. Så kan den ikke komme ind i konfliktzonerne og bevidne, hvordan det er at være civilbefolkning, men er overladt til rygter og kornede propagandavideoer.
Vokset fra naiviteten
Det er ikke ‘gratis’ at være læsernes og seernes øjne ude i verden. Puk Damsgård er blevet ‘en mere alvorlig voksen’. Hun er vokset fra sin naivitet og den typiske ‘jeg skal ud at gøre en forskel’-tankegang.
Når hun kommer hjem fra Syrien, har hun perioder, hvor hun synes, alt andet er ligegyldigt, og hun har svært ved at forholde sig til almindelige ting som, når vejret er dårligt, og man er nødt til at aflyse en grillfest.
Der er et antiklimaks, når de to verdener i hendes liv kolliderer.
- For to timer siden var jeg i Syrien. Nu står jeg i mit køkken med et glas hvidvin i hånden, siger hun som eksempel.
I de perioder sover hun meget og kan nogle gange føle sig ‘slået ud af en hammer’. Sårbar. Hudløs. Men efter nogen tid føler hun sig altid som sig selv igen.
- Det er et vilkår, og jeg lever fint med det, siger hun og trækker på skuldrene.
- Jeg har et normalt liv. Det er nok ikke normalt for andre, men det er det for mig. Jeg har det fint, jeg er glad og synes, jeg har et godt liv. Jeg ville ikke ønske, at jeg havde noget andet job i hele verden.
Hver gang Puk Damsgård skal ind i Syrien, har hun mareridt. ‘Bange på forhånd’ kalder hun det. Hun drømmer om at flygte over en mark med et bombefly i hælene, og at hun pludselig står i sødligt lugtende lig til anklerne. Hun vågner og får lyst til at aflyse. Ryster det af sig og pakker sin sikkerhedsvest, førstehjælpspakke og den hårde hjelm. Overbeviser sig selv om, at det nok skal gå. Så siger hendes mand:
- Hav en god tur og kom hjem til mig igen.
Og så kan hun begynde forfra.
Alligevel rejser hun ind i krigens bug igen og igen. Fordi hendes reelle ønske om at rapportere, når der sker tragedier, fylder mere i hende end frygten.
Livsbekræftende øjeblikke
- Jeg tror egentlig, det er meget godt at have de der mareridt. Det betyder jo, at man forholder sig til, hvad der foregår. I det øjeblik man er blevet så hærdet, at det ikke gør indtryk, så skal man lave noget andet. Jeg tager mareridt som en positiv ting, siger hun.
- En af grundene til, at jeg kan blive ved, er, at jeg også får mange gode oplevelser. At der midt i alt det her også er en glæde. En omsorg blandt mennesker og pludseligt opståede livsbekræftende øjeblikke, som jeg virkelig ikke vil være foruden. At der f.eks. er en sød mand, der laver te til mig midt under et luftangreb. At der også er et liv, hvor man går ud og spiser og bekymrer sig om sine udtørrede øjenlåg, og hvad det nu kan være.
Korrespondenter, der arbejder i konfliktzoner, får rutinemæssigt psykologisk debriefing. Også Puk Damsgård. Ellers hober tingene sig op indeni.
Og man har altid en rejsemakker, man kan vende oplevelserne med. Man skal hjælpe hinanden med at forstå, hvad der er sket. For det kan være svært at huske, når alt pludselig går fra hverdag til vanvid.
- Kroppen går i et alarmberedskab, der betyder, at man mister hukommelsen. Jeg oplevede det for nylig, da tre bomber sprang ved et vælgermøde i Irak. Det var virkelig tæt på.
Midt i et angreb
- Ens krop går i overlevelsesmode. Man har instinktivt fokus på at flygte og overleve. Jeg mistede hørelsen i 10 sekunder, da den første bombe sprang. Folk løb, og så opstod der ildkamp. Jeg sad fanget bag en kummefryser, hvor jeg havde gemt mig, og skulle se at komme væk, men så kom næste angreb… Ens ben føles som en vandmand, fordi alt blodet løber til de centrale organer. Så man løber, men føler, at man ikke kommer nogen vegne, siger hun og indvender:
- Irakerne lever i det hver dag. Jeg dvæler ikke ved min egen oplevelse, men bruger den til at beskrive, hvad det vil sige at leve sådan et sted.
Grunden til, at jeg bruger mig selv i bogen, er, at det er vigtigt at understrege, at krig ikke er en normal tilstand. Man kan vænne sig til det, men det er ikke en tilstand, mennesker burde være i. Og det kan jeg bedre beskrive, fordi jeg ikke er i det 24-syv. Derfor er det vigtigt for mig at huske på, hvad der er normalt. At komme hjem og lave almindelige ting som at pille ukrudt i haven.
Tæsket med vandslanger
Puk Damsgård har været helt tæt på oprørerne i Syrien. Også de allermest forråede. Hun har stået i en kælder og set bagbundne fanger med dødsangst i øjnene. Hun har set mennesker blive taget ved en kontrolpost og beskyldt for at være spioner, tæsket med vandslanger og slæbt om bag en bygning. Og så lød der skud. Hun beskriver i bogen, hvordan hun stod forstenet og havde lyst til at skrige. Hun ville vide, om fangerne virkelig var blevet skudt. Men hun satte sig ind i den ventende bil og kørte væk.
Når man spørger Puk Damsgård, hvad det gør ved hende at se sådan noget med egne øjne, får man et afklaret svar:
- Hvis jeg skal se kynisk på det, så har jeg det fint med det, for så kan jeg bevidne, at oprørerne også begår grusomheder. Det gør de! Jeg har set det selv. Det er vigtigt, ligesom det er godt at kunne bevidne de andre ting, siger hun.
Hvad så hvis du tager korrespondentkasketten af?
Puk Damsgård tænker lidt og svarer så:
- Jeg fortryder, at jeg ikke fandt ud af, om de havde skudt dem. At jeg pludselig blev en kylling. Det skete instinktivt, og det er uheldigt. Jeg skulle selvfølgelig have tjekket det så godt, jeg kunne.
I forhold til din historie eller din nattesøvn?
- Begge dele. Ikke, at jeg ikke kan sove om natten, men fordi det er min pligt at finde ud af, hvad der foregår. Jeg reagerede instinktivt på at være konfronteret med den brutalitet. Bagefter havde jeg følelsen af ikke at slå til. Jeg tager jo ikke til Syrien for at sidde med skyklapper for øjnene og vat i ørerne. Så kan det jo være ligemeget.
Nogle gange får hun en tanke om at lave noget helt andet. At sidde på en farm i Sydafrika med en lille elefant, hun kunne gå og klappe, og nogle urter at nusse om. Hun ville sikkert kede sig, indrømmer hun, men det er en dejlig drøm - at rejse væk fra det hele og arbejde med uskyldige dyr.
- Det er, når det er allersortest. Når man bliver ramt af, at mennesket er så skide uforbederligt. Vi tager jo ikke ved lære af noget som helst, føles det som om. Den magtliderlighed, magtfuldkommenhed og alt det der… Vi er bare ikke uskyldige, vel?! Det er dyrenes rige nok en kærkommen flugt fra.
