Hvad vil du have at spise til aftensmad? Hvad vil du have at drikke? Hvad vil du have på i dag? Hvad vil du lave i morgen, når vi har fri? Hvad skal vi lave på lørdag? Hvad vil du gerne gå til? Hvilket legetøj vil du have? Hvad skal vi se i TV? Hvad vil du gerne have til morgenmad? Hvem skal hente dig?
Det mest sagte mellem børn og forældre i dag er ikke ord. Det er spørgsmålstegnet. Fra morgen til aften spørger vi de små mennesker på matriklen om alle mulige ting, vi gerne vil have deres mening om, skriver Berlingske. Og fra morgen til aften træder vi et skridt væk fra autoriteten som forældre og forærer en stor del af den til vores børn sammen med madpakken, aftensmaden og kakaomælken og alt det andet, vi ellers laver til dem. Noget vi må stoppe med. Som i fuldt stop.
Psykologerne Bent Hougaard og Finn Korsaa er begge kritikere af den moderne, inkluderende børneopdragelse. Den der begyndte med den kritiske benævnelse af curlingbørnene i slutningen af 1990erne, men som i dag er slået så stærkt igennem, at det for forældre i dag er utænkeligt ikke at tage de små med på råd.
Bent Hougaard mener, at vi skaber kontorchefer, mens Finn Korsaa mener, at børnene bliver små konger. Begge er enige om, at det er forældrenes skyld.
»Børn, der har rang af kontorchef, har det svært. Vi tillægger dem nogle voksne egenskaber i en meget tidlig alder. Det sker i god tro, fordi vi gerne vil lære dem det. Men hvor meget kan vi lære demokrati og medbestemmelse til små børn?,« spørger Bent Hougaard. Han skrev bogen »Curlingforældre og servicebørn« tilbage i 2000, men møder stadig forældretypen gennem de foredrag, han holder. Dem der sætter deres børn i fuldstændig centrum:
»De spørger små børn helt ned til to år, om »de ikke skal lave en aftale«. En aftale er noget, der bliver indgået af to ligeværdige parter. Alt andet er en regel. Vi er i stigende grad begyndt at opfatte børn som små voksne, hvad de ikke er. De er små mennesker. Det er noget, der er meget rodfæstet i vores kultur i dag. Vi forsøger at demokratisere børnene i en meget tidlig alder«.
Forældre i dag taler meget om, hvorvidt deres barn har haft en god eller en dårlig dag. Den sondring skal man helt slippe. Når mor og far taler om dårlige dage, taler de i virkeligheden om dem selv.
»Vi lægger vores forestilling om en god dag ned over dem. Vi projicerer hele tiden vores oplevelse over på dem. Men det er jo håbløst. Jo mere man hjælper sine børn ud over grænsen, desto mere hjælpeløse bliver de. Det har vi været for dårlige til at forstå i godhedens navn. Vi får nogle børn, der når de bliver 20 år, skal følges ind til universitetet. De skal have deres forældre til at skrive ansøgninger og tager dem med til samtale. Der er nødt til at komme en modtendens, hvor man igen tør være en autoritet over for sine børn,« siger han til Berlingske.
Bent Hougaard har som morfar og far også serveret og sprunget for børneflokken. Det er der i sig selv ikke noget galt i. Børn har aldrig haft det så godt som i disse tider.
»Det er det tætteste, man kan komme på paradis. Vi skal bare finde en balance. Det ser ud, som om at vi er på afveje. Vi har nogle børn, der er vant til, at alt det hårde arbejde er outsourcet. Noget tyder på, at 1968 og derefter har haft sin indvirkning. Mange af de curlingforældre, jeg møder, har lært det i børnehaven. Jeg har ikke noget imod, at man sætter sig ned i en rundkreds og taler om tingene. Spørgsmålet er bare, hvad man skal tale om, og hvor meget man gør det,« siger han.
Kong Ludvig 16 XVI, der var konge i Frankrig i de første år under den franske revolution, voksede op omgivet af lakajer og hoffolk, der gjorde alt, hvad han bad dem om. Ingen sagde nej til kongen. Da han trådte ind som monark, var han uegnet til at løse opgaven. Han så ikke forandringerne komme og fortsatte med at regere enevældigt. Finn Korsaa er ikke bleg for at drage en sammenligning mellem den franske konge og de danske børn i dag:
»Man bliver ikke fri af at blive opdraget som en konge. Man bliver tværtimod indesluttet og forstår ikke, hvad der foregår omkring én. Man får en manglende empati. Det vigtigste i opdragelsen er, at barnet, når det bliver et ungt menneske, kan indleve sig i andre mennesker og forstå dem. Der er en stærk selvoptagethed hos de unge i dag, og det synes jeg dybest set er synd for dem«.
Der er grund til at være bekymret, mener han. Når de unge har problemer med at blive voksne, er der noget galt.
»Man må se i øjnene, at de mennesker, der klarer sig godt i samfundet, er nogle, der som regel har ressourcer, og hvor deres hånd ikke er blevet holdt af forældrene, indtil de er blevet gift. Rent samfundsmæssigt bør vi være bekymrede over, at nogen render rundt i en konstant krise.«
Teorien om curlingbørnene og forældrene er opstået, fordi vi har haft brug for den. I et liv, hvor både kvinde og mand tager på arbejde og børnene bliver passet af fremmede, er ideen om barnet som et tulipanløg opstået, mener Finn Korsaa:
»Hele potentialet ligger i løget. Det skal bare have lov til at folde sig ud og vokse sig stort. Og det er lige meget, om det er en pædagog eller en forælder, der vander det. De skal bare ikke forstyrre. Der må ifølge tulipan-metaforen ikke være nogen, der påvirker barnet direkte. Det er curlingfilosofiens idé, at man underlægger sig barnet. Selv om man ikke direkte siger det«.
Et frit rum er ikke lig med frihed. Det kan være en spændetrøje ikke at have klart markerede grænser.
»Vi har frataget de unge muligheden for at kæmpe for deres frihed. Vi stækker dem. Det er et problem i et demokratisk samfund. De unge ved ikke, hvad de skal kæmpe for. Forældrene skal begynde at tage autoriteten på sig og lade børnene mærke, at her er en myndighed. Der skal være en legitim magt i ethvert hjem, og den skal være hos mor og far. Det er noget, som mange moderne forældre ikke kan. Vi lader børnene få deres vilje og møder dem med eftergivenhed,« siger Finn Korsaa.
Børnene, der har rang af kontorchefer og konger, er børn, der kommer til at få det svært med at være selvkritiske.
»Udadtil bliver de selvrådige, men indadtil bliver de usikre og ængstelige. Mange curlingbørn bliver umiddelbart selvsikre og dominerende, men indadtil fulde af angst og tvivl,« siger Finn Korsaa.
»Med hensyn til hvad man skal gøre ved det, er jeg mere pessimistisk. Lighedsideologien er så stærkt en legitimerende faktor, at den tilsidesætter almindelig anstændighed i spørgsmålet om, hvad en familie er, og hvad et barn har brug for«.
Vi har brug for at tage familien alvorligt. Og parforholdet. Vi skal erkende, at det netop er det, der opdrager børnene og skaber stabilitet i familielivet, mener Finn Korsaa:
»Jeg synes det er synd for de unge, at de uden at tænke sig om sætter sig hårdt økonomisk og arbejder som vanvittige og svigter deres børn ved ikke at opdrage dem. I et forsøg på at kompensere sover de så med deres børn om natten, og det gør blot ondt værre. Det, der er brug for, er erkendelsen af, at grundlaget for en familie er parforholdet. I stedet knytter forældre sig til børnene, der bliver som en erstatning for en partner«.
Lakajpædagogikken, hvor forældrene opfører sig som de ansatte i Ludvig 16 XVIs hof, bør blive erstattet af noget. Der må komme en modtendens, hvor forældre igen tør være forældre, lyder ønsket fra Finn Korsaa. Et ønske, som Bent Hougaard deler.
Sidstnævnte var engang som børnesagkyndig på besøg hos en familie i middelklassen. Der overværede han et spil ludo mellem forældrene og deres femårige søn. Imens spillet foregik, gik det op for ham, at her sad en af de kontorchefer, der efterhånden er blevet så mange af i de danske hjem.
»Sønnen fik lov til at lave om på reglerne i spillet undervejs, og når moderen rykkede sin brik efter de rigtige regler, mente han, at hun snød. Pludselig siger han, at han er tørstig. »Hvad kunne du tænke dig?«, spørger hun og går hen til køleskabet og siger: »Der er mælk, saft og lidt kakaomælk«. Han vil have cola. Det kan han ikke få. Så vil han have kakaomælk, men den skal varmes op. »Det vil tage lidt længere tid,« siger hun. Hans svar er: »Så skynd dig«.
Hvis du læser med fra mobilen kan du deltage i debatten på vores facebook-side ved at klikke her
