____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den danske journalist Jeppe Nybroe kan have været udsat for et gigantisk mentalt pres i den tid, hvor han har siddet som gidsel i Syrien. Det fortæller krisepsykologen Michael Bruun.

- De basale rettigheder bliver pludselig taget fra en, såsom selv at kunne bestemme hvad man vil spise og om man må gå på toilettet. Man bliver reduceret til en, der skal spørge om lov til alting, og det kan virkelig tære på kræfterne, siger han til bt.dk.

Jeppe Nybroe, der tidligere har været ansat på DR, har i de seneste år arbejdet som nyhedsdirektør i Libyen og været freelance journalist i Mellemøsten. Det er i dag kommet frem, at han har været holdt som gidsel i Syrien i en måned, og netop er blevet frigivet.

Michael Bruun tror, at det kan have været ekstra hårdt for den danske freelancer, at han ikke har været ude som en fastansat reporter for eksempelvis DR. Dermed har han ikke kunnet vide sig sikker på, om nogen har kæmpet for hans løsladelse.

- Nu ved jeg jo ikke, om han har haft en organisation eller familien til at gøre et kæmpe stykke arbejde hjemmefra. Men det kan have været sindssygt stressende for ham, hvis han ikke har kunnet føle sig sikker på, om nogen har arbejdet for fremskridt for ham, siger han.

Ifølge krisepsykologen kan det være svært at sige, hvordan han har haft det i sin tid som gidsel. Dels handler det om, hvorvidt gidseltagerne har behandlet ham anstændigt eller ej. Dels er der også en individuel faktor, hvor nogle mennesker hurtigt kan bryde fuldstændig sammen, mens andre er bedre til at tilpasse sig situationen.

- Nu er han jo en mand, der har været ude i krigszoner før, så han kender ligesom vilkårene og har sikkert fået noget træning i krisesituationer. Derfor tror jeg, uden at vide det, at han har været bedre rustet end en almindelig borger ville være, siger Michael Bruun.

Det kom i dag frem, at Jeppe Nybroe er blevet frigivet, og er på vej tilbage til Danmark. Ifølge Michael Bruun går han nu en tid i møde, hvor han skal forberede sig på traumatiske tilbagefald. Det kan eksempelvis være, at han får det fysisk dårligt, hvis han befinder sig i et lille lokale.

- Alt det, der kan vække minder om tiden som gidsel, kan få ham til at overreagere. Han kan også blive panisk, hvis nogle tilfældige på gaden minder ham om gidseltagerne. Så kan han pludselig føle sig usikker og lede tankerne hen på, om de overvåger ham, siger Michael Bruun.