Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at psykiatriske patienter bliver både fastholdt og tvangsmedicineret i langt højere grad end tidligere, samtidig med at brugen af bæltefikseringer er faldet.

Regeringens 2020-mål, der fokuserer på en nedbringning af tvang, har nemlig et specifikt mål om en halvering af bæltefikseringer - men det er ikke alle patienter, dette mål tilgodeser.

»Når jeg er syg, kan jeg ikke være i verden, samtidig med jeg er i verden. Når jeg så bliver spændt fast til en seng, er der noget i de her bælter, der holder mig i verden. De er meget konkrete. De er lige her. De holder mig her. De holder mig i virkeligheden,« fortæller Cecilie Skovbjerg på 34 år.

Cecilie Skovbjerg fortæller, at når hun skærer i sig selv, kan hun lukke ned for sig selv, for alle følelser, for alle tanker. Hun kan gå ind i en helt anden verden. Vis mere

Hun har været inde og ude af den lukkede afdeling gennem snart ni år, og da hun nåede op på 150 bæltefikseringer, stoppede hun med at tælle.

Men for hende er det ikke det værste at blive bæltefikseret. Når hendes stemmer har taget over, og tvang er nødvendig, foretrækker hun at blive spændt fast i bæltet.

Langt fra mål
Ifølge Sundhedsstyrelsen indikerer de nye tal, at aftalen om en nedbringning af tvang, der blev indgået mellem Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner i 2014, bliver svær at nå.

Der blev foretaget 3.735 fastholdelser det år, aftalen blev indgået, og de nye tal viser, at det tal i 2017 steg til 4.229. Ligeledes er antallet af tvangsmedicineringer steget fra 894 i 2014 til 1.039 i 2017.

Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur har i 2002, 2008 og igen i 2014 kritiseret Danmark for brugen af langvarige tvangsfikseringer, og de nye tal viser, at psykiatriens fokus har været på at nedbringe netop denne ene form for tvang. I 2014 blev der foretaget 5.194 bæltefikseringer, hvilket i 2017 var faldet til 4.293.

Cecilie Skovbjerg føler sig ikke så tryg, når hun er medicineret. Hun siger, at når der ikke er en fast vagt, og hun vågner og har det ad helvede til, begynder hun at selvskade igen. Vis mere

Et medicinsk form for bælte
Men på trods af kritikken er der altså patienter, der foretrækker at blive spændt fast. En af dem er 34-årige Cecilie Skovbjerg, der bor på et bosted i Horsens.

Hun arbejdede som folkeskolelærer, men seksuelle overgreb fra barndommen og en voldelig eksmand satte sit præg på den unge kvindes sind, og med diagnoserne PTSD, borderline og spiseforstyrrelse endte hun i 2012 som førtidspensionist.

Hun er på niende år stadig en del af psykiatrien, men hun bliver ikke længere lagt i bælte, når det hele ramler inde i hende.

»De fastholder og medicinerer mig ad helvedes til nu. Og det er jo bare en medicinsk form for bælte. Når medicinen så holder op med at virke, gentager historien sig. Jeg har været tvangsmedicineret op til fire-fem gange i døgnet,« fortæller hun.

Når psykiatriske afdelinger fravælger bæltefikseringer til fordel for fastholdelser og tvangsmedicineringer, er det, fordi der i psykiatriloven § 4 står, at man skal tage udgangspunkt i et mindstemiddelsprincip, hvilket går ud på, at brug af tvang altid skal ske med de mest skånsomme midler.

Cecilie Skovbjerg finder ro på Hylke Ridecenter sammen med sin hest. Vis mere

Det enkelte individ
Men for Cecilie Skovbjerg virker det langtfra skånsomt. Og det forstår formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Gitte Ahle godt. Hun mener ikke, målet tilgodeser patienter som Cecilie Skovbjerg.

»Det er muligt, at en enkelt afdeling kan blive bæltefri, fordi man så i stedet giver mere medicin, fastholder patienter eller flytter dem til andre afdelinger. Men vi skal jo have en psykiatri, hvor tvang nedbringes til et absolut minimum overalt. Og det kræver ressourcer,« siger hun og fortsætter:

»Så længe vi kun kigger på det som et driftsmål og kun lader os tilfredsstille af en kurve, så er vi ikke nået nogen vegne. Du skal ind og se på det enkelte individ, og hvad de har behov for.«

Det er vigtigt for Cecilie Skovbjerg at have et godt forhold til de ansatte, for de skal også kunne samarbejde før og efter tvang. »Jeg tænker ikke, det er dem, der er the bad guys,« siger hun Vis mere

I en osteklokke
Men Cecilie Skovbjerg føler ikke, de ansatte ser, hvad hun har behov for, når de ligger oven på hende i stedet for at spænde hende fast.

»Det er virkelig frygteligt at blive fastholdt. Når fem-seks mennesker holder fast i mig, bliver jeg ved med at kæmpe, for jeg bliver ved med at tænke i mit syge sind, at jeg kan komme fri,« siger hun.

Når Cecilie Skovbjerg er i bælte, er der hele tiden en fast vagt, som hun kan kommunikere med. Når hun er medicineret, føler hun, at hun er inde i en osteklokke, ude af stand til at være i kontakt med omverdenen:

»Jeg bliver fuldstændig væk. Jeg sover bare. Og man kan sige 'ja ja, det er fint, så er der jo ingen problemer, så er man dopet.’ Men jeg kan jo ikke kommunikere med nogen og fortælle, hvordan jeg har det eller ikke har det.«

Cecilie Skovbjerg tænker, at rigtig mange ikke ved noget, fordi de har ikke prøvet det. Så derfor har mange fordomme om bæltefikseringer. Vis mere

 

Sundhedsminister Ellen Trane Nørbys svar

Hvorfor må patienter som Cecilie Skovbjerg ikke selv vælge, at de gerne vil lægges i bælte, når de kommer så langt ud, at tvang er nødvendig?
»Det er jo ikke os, der bestemmer, hvordan behandlingen af den enkelte foregår, og jeg kan ikke sidde og vurdere et behandlingsforløb for den enkelte.«

Men det er jo et mål, I har sat?
»Nej, vi har sat et mål, der handler om en halvering af brugen. Og vi har ikke sat noget mål, som er rigidt, i relation til man ikke kan vurdere ude på den enkelte afdeling, hvad der er den bedste behandlingsform.«

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby Vis mere

Kan du forstå, at afdelingerne gør, som de gør, når du for eksempel roser, at der er så mange, der er blevet bæltefri? Kan det være derfor, de ikke vil lægge Cecilie Skovbjerg i bælte - fordi så får de ros?
»Jeg har en forventning om, at vores medarbejdere i psykiatrien sikrer den bedste behandling af vores patienter. Vi har ikke noget mål om, at der aldrig nogensinde må bruges tvang i psykiatrien. Det kunne være skønt, men det er der ikke nogen af os, der tror på er realistisk. Men man skal styrke kvaliteten i psykiatrien så meget, at det også for hende her ikke bliver nødvendigt at bruge tvang.«

Der er lige så mange, der udsættes for tvang nu, som der var, da I indgik partnerskabsaftalen. Hvad vil I gøre anderledes her de sidste to år?
»Det er jo ikke os, der skal gøre det om. Det skal man jo arbejde med ude i psykiatrien. Vi kan se, der er to regioner, der er godt på vej, og derfor bruger Sundhedsstyrelsen også rigtig mange kræfter på at overføre gode erfaringer fra de steder.«

Kan patienter som Cecilie se frem til at blive lyttet mere til i fremtiden?
»Det, jeg kan sige, er, at loven er meget klar, i forhold til at der skal ske en inddragelse af patienterne, der skal lyttes til patienternes ønske, og der skal lægges en udviklingsplan for den enkelte.«