Privatskolerne hævder, at de i gennemsnit har lige så mange ressourcesvage elever som folkeskolen. Bag det gennemsnit gemmer sig dog en polarisering, viser talgennemgang.

Københavns Kommunens privatskoler har i gennemsnit 18 procent ressourcesvage elever, men i stedet for at ligge omkring gennemsnittet klumper de fleste af privatskolerne sig sammen i enten top eller bund. Det viser en gennemgang af tal fra Københavns Kommune foretaget af Information.

Ifølge avisen ligner 14 ud af 48 privatskoler eliteskoler med under fire procent ressourcesvage elever. I den anden ende dominerer de muslimske privatskoler, hvor 10 skoler har mindst 43 procent ressourcesvage elever.

Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Anne Vang (S) mener ikke, størstedelen af de københavnske privatskoler formår at løfte deres sociale ansvar.

- Den sociale segregering er rystende. Reglerne, vi i øjeblikket har på området, giver et negativt incitament til at tage ressourcesvage elever, da de koster ekstra lærerkræfter, udtaler borgmesteren ifølge Information.

I den nuværende model modtager alle privatskoler 73 procent af, hvad en gennemsnitlig folkeskoleelev koster.

Formanden for Danmarks Privatskoleforening, Kurt Ernst, afviser over for avisen, at der er forskel på elevernes ressourcemæssige baggrund mellem private skoler og folkeskoler og henviser til en rapport fra Anvendt Kommunal Forskning, der konkluderer, at der ikke er markant forskel på elevsammensætningen i private og kommunale skoler.

Dog kan rapporten ikke bruges til at afvise privatskolernes polarisering.

- Der er en større andel af privatskoler end folkeskoler, hvor forældre med lange uddannelser og høje lønninger udgør en stor del af den samlede forældregruppe. Men samtidig er der også en større andel af privatskoler end folkeskoler, hvor en væsentlig del af forældrene har kortere uddannelser og lavere indkomster end forældre i folkeskolerne, udtaler forfatter til rapporten seniorforsker Vibeke Tornhøj Christensen i en pressemeddelelse ifølge Information.