Det kolde vintervejr har for alvor ramt Danmark i disse dage, og er du en af dem, der sidder og dagdrømmer om varmere himmelstrøg, kan det betale sig at slå til med det samme.
Det har nemlig aldrig været så billigt at flyve, som det er nu, skriver Travelmarket i en pressemeddelelse. Og det gælder ikke blot priser til byer i Europa, men også de oversøiske rejsemål.
Det er både afgange fra Billund og Kastrup, der er blevet billigere, og det er især hos lavprisselskaber som Ryanair, Wizzair, Norwegian og EasyJet, at der er mange penge at spare, hvis du vil væk fra den danske vinterkulde.
Med Ryanair er det for eksempel muligt at komme til Malaga for 109 kroner eller Alicante for 125 kroner med afgang fra København.
Er det de mere eksotiske steder, der lokker, koster en returbillet til Thailand 4.000 kroner, hvis man er klar til at rejse om to uger.
Er du mere til byferier, viser et hurtigt kig på Ryanairs hjemmeside, at det lige nu er muligt at rejse til London for kun 69 kroner eller belgiske Bruxelles for 73 kroner.
En billig tur til Rom er også en mulighed - det koster 149 kroner for en plads i flyet, og med EasyJet kan du komme til Paris og Eiffeltårnet for 186 kroner.
De billige flybilletter skyldes, at konkurrencen på rejsemarkedet er blevet større, og det er blandt andet nye lavprisruter, der er med til at give priserne et ordentlig hak nedad. Og umiddelbart bliver det endnu billigere i år 2017 end tidligere. Det fortæller direktøren hos Travelmarket.dk, Ole Stouby, til Jyllands-Posten.
»Der åbnes nye ruter, og flere selskaber end nogensinde konkurrerer hårdt på både europæiske og oversøiske flyruter. Det forventes at fortsætte i 2017, hvorfor det er sandsynligt, at flypriserne falder yderligere 5-10 pct.,« siger han.