Krisen kradser mange steder, og ikke mindst blandt de prostituerede er konsekvenserne til at tage at føle på.

Her er priserne raslet ned gennem de seneste få år, så niveauet nu er halveret i forhold til for blot tre år siden.

»Det er tiderne. Folk har ingen penge. Og det første sted, folk holder op med at bruge penge, er på bordellerne,« siger en kvinde, som arbejder i sexbranchen i det midtjyske og ikke ønsker at få sit navn frem.

»Det, som i branchen kaldes almindeligt »dansk«, nemlig et samleje, er nede i 400 kroner nu. Dermed er det faldet til cirka det halve siden 2011, da det normalt lå omkring 800 kroner,« siger kriminalassistent Tom Nørskov, Midt- og Vestjyllands Politi.

Billigst i København

Det billede genkender flere eksperter i sexarbejde også fra hovedstadsområdet, hvor priserne i øjeblikket er ekstremt lave, fordi der i endnu højere grad er kamp om kunderne.

»Her hænger det blandt andet sammen med, at der er kommet mange udenlandske prostituerede til. På Vesterbro er prisen for et samleje nede i 100-200 kroner,« siger Dorit Otzen, der er projektleder for Svanegrupperne under Reden International og KFUKs Sociale Arbejde.

Tom Nørskov er ikke i tvivl om, at kvinderne er under et kraftigt pres. Ikke mindst fordi de stadig skal betale en høj husleje på i størrelsesordenen 1.000 kroner for en vagt.

»Bagmændene skal stadig have deres penge,« konstaterer Tom Nørskov.

Samtidig er tilstrømningen af nye kvinder i branchen med til at holde huslejepriserne oppe. Også her handler det ganske enkelt om udbud og efterspørgsel.

»Folk, der udlejer værelser eller huse til de prostituerede, kan udnytte, at der er kommet flere kvinder til. De kan kræve en højere pris, fordi efterspørgslen fra kvinderne er så høj,« siger socialantropolog Sine Plambech, Dansk Institut for Internationale Studier.

Konsekvenserne er lige så talrige, som spektret af seksuelle ydelser er bredt.

»Frygten er, at det kan få nogle til at lade være med at bruge kondom. Eller det flytter nogle sexuelle grænser, så de måske går med til nogle hårde eller bizarre former for ydelser, som klart overskrider deres egne grænser,« siger Tom Nørskov, der ikke er i tvivl om, at sexarbejderne risikerer at tage skade på krop og sjæl.

Det bekræfter Dorit Otzen, der møder nogle af de hårdest ramte prostituerede, når de søger hjælp i Svanegrupperne, som er et terapeutisk tilbud for netop prostituerede, der slås med konsekvenserne af, at de hele tiden må gå på kompromis med sig selv.

»Nogle siger, de selv vælger deres kunder. Men min erfaring er, at mange ikke kan sige nej. De føler ikke, at der er noget valg, fordi de skal tjene penge til huslejen. Det slås de med bagefter, og det går både ud over selvværdet og tilliden til andre mennesker. Konsekvensen er både psykiske og psykosomatiske lidelser,« siger Dorit Otzen.