Prins William har endnu ikke hørt noget fra sin bror, prins Harry, om rollen som forlover ved det forestående bryllup.

Det var en afslappet og smilende prins William, der onsdag aften deltog i en gruppedebat i forbindelse med projektet "Best Man Project" for velgørenhedsorganisationen Campaign Against Living Miserably (Calm).

Og undervejs faldt snakken på tronarvingens kommende rolle som forlover, når hans bror, prins Harry, til maj skal smedes sammen med Suits-skuespillerinden Meghan Markle.

Men spørgsmålet til rollen som forlover blev ikke besvaret helt som forventet.

Prins William afslørede nemlig, at han slet ikke officielt er blevet forlover til sin brors bryllup endnu.

- Han har ikke spurgt mig endnu - bare for at gøre det klart. Så det kan være, det er et følsomt emne, sagde en smilende prins William og fik gruppen til at grine. Det viser en video fra arrangementet, som Daily Mail har lagt op.

Prins William virkede ikke bekymret over, at hans bror, prins Harry, endnu ikke har spurgt ham om, hvorvidt han vil være forlover ved det kommende royale bryllup i maj. Scanpix/Daniel Leal-olivas
Prins William virkede ikke bekymret over, at hans bror, prins Harry, endnu ikke har spurgt ham om, hvorvidt han vil være forlover ved det kommende royale bryllup i maj. Scanpix/Daniel Leal-olivas
Vis mere

Prins William virkede dog meget ubekymret over endnu ikke at være blevet spurgt. Og han havde overskud til at joke med, at det også var problematisk, at brylluppet skal finde sted samme dag som finalen i fodboldturneringen FA Cup - men at han selvfølgelig ville se, hvad han kunne gøre ved det.

Det var altså en ret ubekymret prins William, der fortalte om det kommende bryllup. Den 35-årige prins refererede også til sin bror som sin bedste ven og fortalte, at det bragte dem endnu tættere sammen, da deres mor, prinsesse Diana, døde.

- Vores forhold er tættere, end det har været, på grund af den situation vi har været igennem. Da vi mistede vores mor i sådan en tidlig alder, hjalp det os at gå gennem den svære periode sammen. Man er ligesindede. Man går igennem lignende ting, fortæller prins William ifølge den britiske avis Daily Mail.

/ritzau/