Øverst ses billeder af regent parret sammen

Prins Henrik skal gennemgå flere undersøgelser på Rigshospitalet over de kommende dage. Det oplyser Kongehuset til BT.

Prinsen blev søndag aften indlagt på Rigshospitalet efter at være blevet bragt hjem fra Egypten, hvor han har opholdt sig det meste af januar måned.

»Prins Henrik skal gennemgå en række undersøgelser på Rigshsopitalet i de kommende dage, som vi vil afvente svar på,« siger kommunikationschef Lene Balleby til BT, som i øvrigt fortæller, at prinsen er kommet godt hjem fra Egypten.

- Er der i forbindelse med Prins Henriks indlæggelse blevet ændret planer for andre af Kongehuset medlemmer?

»Nej, som det ser ud nu, så er kalenderen uændret,« siger Lene Balleby.

Kongehuset har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt.

BT talte søndag med Prins Henriks ven Enan Galaly, som selv er fra Egypten. Han har været i selskab med Prins Henrik under hans ophold i Egypten.

»Indlæggelsen har intet med prins Henriks besøg i Egypten at gøre. Der har ikke været et uheld eller på anden måde sket noget i Egypten, som er skyld i hans indlæggelse. Det har med hans generelle helbred at gøre. Og prinsens helbred vil jeg ikke udtale mig om. Det vil jeg lade hans læger gøre,« sagde Enan Galaly søndag, og bekræftede, at prins Henrik har opholdt sig i Egypten:

»Han har været i Egypten flere dage i januar, og han har nydt det. Prinsen har været sammen med mig næsten hele tiden,« sagde Enan Galaly.