Egypten er ikke en oplagt rejsedestination for ældre, mener tv-læge. Alligevel har prins Henrik brugt det meste af januar i det nordafrikanske land, inden han blev fløjet hjem og indlagt på Rigshospitalet søndag.

Dårlig hygiejne, varmen og stor risiko for dehydrering gør ikke ligefrem Egypten til et oplagt rejsemål for ældre. Det forklarer tv-læge Charlotte Bøving til BT, efter prins Henrik søndag blev indlagt på Rigshospitalet. Hun vil ikke spekulere i, hvad prinsen kan fejle, men vil gerne sætte nogle ord på, hvorfor Egypten kan være et problematisk rejseland, når man er oppe i alderen.

»Ældre, der gerne vil til Egypten, bør virkelig overveje, om det er en rejse for dem,« siger hun.

Først og fremmest er flyrejsen i den lange ende med en rejsetid på omkring fem timer.

»Det er meget vigtigt, man som ældre husker sine støttestrømper og løbende rejser sig og bruger venepumperne i benet – altså står lidt på tæer og bukker i knæene. Det er ikke sundt for nogen at sidde i flere timer i træk, og særligt ikke for ældre, da det øger deres risiko for blodpropper,« siger Charlotte Bøving.

Det giver professor ved Center for Sund Aldring, Jørn Wulff Helge, hende ret i.

»Der er et lavere tryk i kabinen, som gør, at blodet samler sig i venerne i benet. Det giver en lille øget risiko for blodpropper, og derfor anbefaler vi, at man sørger for at rejse sig og holde blodcirkulationen i gang.«

Når du så endelig er ankommet til destinationen, fortsætter listen med ting, du bør være opmærksom på. Særligt fremhæver Charlotte Bøving den øgede risiko for at blive dehydreret, som særligt for ældre kan være et problem.

»Når du bliver mere end omkring to pct. dehydreret, vil du begynde at føle dig træt og din reaktionstid vil være langsommere. Dehydreringen kan også være et problem, hvis du tager medicin, så jeg vil altid anbefale, du tager en snak med din praktiserende læge inden rejsen. Så kan du få en god plan for, hvor meget du skal huske at spise og drikke,« siger Jørn Wulff Helge.

»Dehydrering er din største modstander som ældre, fordi det kan ændre din saltbalance. Og det kan ældre blive rigtig dårlige af,« tilføjer Charlotte Bøving.

Også maden bør man være påpasselig med. For hygijenen i Egypten er bestemt ikke i top.

»Der er meget dårlig hygiejne i Egypten, særligt i madboder på gaderne. Hvis du udelukkende spiser og befinder dig på tophoteller, er der sandsynligvis ikke noget problem, men alle andre steder skal man være meget påpasselig,« siger Charlotte Bøving.

Mange kommer hjem fra Egypten med salmonella eller campylobacter, som er den fødevarebakterie, der gør flest syge i Danmark og udlandet. De giver maveinfektioner, som kan give diarré og opkast, der igen er med til at dehydrere.

»Vi bliver ikke stærkere med alderen og vores restitutionstid bliver længere. Så hvis man får et maveonde er det noget mere besværligt og krævende, end når man er yngre,« forklarer Jørn Wulff Helge.

Varmen har sine fordele, hvis man har gigt eller slidgigt, fordi leddene fungerer bedre. Saltvandet kan hjælpe på psoriasis og eksem, men hvis man som ældre har et svækket hjerte, har man tendens til at have hævede ben, som bliver forværret i varmen. Det kan få blodtrykket til at falde, så derfor er det vigtigt at have støttestrømperne på, selvom de kan være besværlige.