Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er død. Han blev 83 år.
Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.
Prins Henrik sov stille ind på Fredensborg Slot tirsdag den 13. februar kl. 23.18.
Prinsen var omgivet af Hendes Majestæt Dronningen og de to sønner.
Prins Henrik blev 28. januar indlagt på Rigshospitalet efter at være blevet ramt af sygdom under en ferie i Egypten. Her blev han undersøgt for en tumor i venstre lunge, som viste sig at være godartet, lød det fra Kongehuset. Knap en uge senere blev det meldt ud, at Prinsen ville blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion og efter endt behandling tage ophold på Fredensborg Slot, hvor også Dronningen ville tage residens.
Men blot en uge senere, 9. februar, lød meldingen, at prins Henriks tilstand var blevet alvorligt forværret. På denne baggrund valgte hans søn kronprins Frederik at afbryde sit ophold i Sydkorea, hvor han som medlem af den olympiske komité deltog i Vinter-OL. Kronprins Frederik hastede også hjem til Danmark, da dronning Ingrid lå for døden i november 2000. Hun døde dagen efter.
I løbet af de følgende dage besøgte store dele af hans familie - den royale såvel som den nære franske - ham på Rigshospitalet, heriblandt hans søster, Catherine de Monpezat, der var på besøg lørdag, mens broderen, Étienne de Monpezat aflagde sit besøg mandag aften.
»Vi er i sorg, og min bror er fare. Så jeg er på vej til Danmark nu,« fortalte han til BT, inden han hoppede på et fly.
Tirsdag kunne Kongehuset meddele, at prins Henrik desværre ikke var i bedring og nu ville blive kørt hjem til Fredensborg Slot for at tilbringe sin sidste tid i trygge rammer.
»Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er kommet hjem til Fredensborg kl. 13. Her vil han være omgivet af sine nærmeste i den sidste tid og være i de rammer, der betyder noget for ham,« fortalte Lene Balleby, kommunikationschef hos Kongehuset, til BT.
Tirsdag eftermiddag, få timer efter Prinsens hjemkomst, besøgte Kronprinsparret og deres børn Fredensborg Slot, hvor de blev en times tid. Kort efter at de havde forladt slottet ankom også prins Joachim, prinsesse Marie, deres børn samt prinsessens hund Apple. De forlod ligeledes stedet efter en time.
Her forlader Joachim, Marie og børnene Fredensborg Slot tirsdag eftermiddag efter et besøg på en times tid:
Mandag bekræftede Kongehuset over for BT, at Dronningen havde aflyst flere af de aftaler, hun havde i denne uge - heriblandt et besøg hos Sankt Lukas Hospice i Hellerup i anledning af stedets 25-års jubilæum mandag.
Fredag skulle hun have deltaget i Skuespilhusets 10-års jubilæum kl. 20 i Skuespilhuset i København, men den aftale blev ligeledes aflyst på baggrund af hendes mands tilstand.
Her forlader Kronprinsparret og børnene Fredensborg Slot tirsdag eftermiddag efter et besøg på en times tid:
6. september sidste år meddelte Kongehuset, at prinsen lider af demens. Meddelelsen kom efter, prins Henrik var kommet med flere kritiske udtalelser om sin hustru. Prins Henrik meddelte blandt andet, at han ikke ville begraves ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke, sådan som traditionen ellers foreskriver.