Dronning Margrethe byder på årets første dag regeringen og repræsentanter for det officielle Danmark godt nytår.

Fra regeringen lyder der rosende ord til prins Henrik, som, selv om 1. januar egentlig skulle være hans første dag på pension, deltager i taflet.

- Prinsegemalen er 81 år, og han har slidt og slæbt for Danmark i et omfang, som jeg tror, få danskere er sig bevidst, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på vej ind i Christian VII's palæ, hvor taflet bliver afholdt.

- Vi har en rigtig spændende prinsgemal, og det, tror jeg, rigtig mange var lidt for længe om at opdage, samtykker kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V).

- Han er spændende at snakke med, han har format, han kan også skrive digte og bøger, siger kultur- og kirkeministeren, som fortæller, at nytårstaflet, på trods af det fine tøj, er hyggeligt, uformelt og festligt.

Bertel Haarder deltager i nytårstaflet for 21. gang. Derimod er det første gang, Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), er inviteret med.

- Jeg glæder mig. Jeg ved ikke rigtig, hvad det går ud på, andet end at vi skal sige godt nytår til hinanden, siger den tidligere formand for Dansk Folkeparti, og som er festklædt i en hvid blondekjole.

Også udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) lyser op på den mørke gårdsplads i en grågrøn kjole, mens sundhedsminister Sophie Løhde (V) har trodset partifarven og iført sig en rød blondekjole.

- Jeg ved, dronningen kan lide rød. En blå regering med et rødt hjerte, forklarer hun.

Medlemmerne af Kongehuset ankom traditionen tro i en helt særlig rækkefølge efter alle gæsterne.

Først var det prins Joachim og prinsesse Marie, som bar en tætsiddende, hvid kjole, der gik op ad den røde løber.

Kort efter ankom kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, som havde valgt en kongeblå velourkjole til lejligheden.

Regentparret ankom som de sidste til det årlige nytårstaffel. Dronningen var iklædt et lyseblåt skrud. Hun og prins Henrik vendte sig om på den røde løber og vinkede til de fremmødte på slotspladsen, som kvitterede med en klapsalve.

Foruden regeringen er en række repræsentanter for det officielle Danmark, herunder rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, forsvarschef Peter Batram, og biskop over Københavns Stifts Peter Skov-Jakobsen, inviteret til taflet.