De franske østers, der nu har givet 28 gæster hos de kendte tv-kokke brødrene Prices restaurant roskildesyge, viser sig nu at stamme fra Irland. Også selv om de er solgt som franske i en række af Københavns fineste restauranter.

Det erkender den franske producent af de sygdomsfremkaldende østers, David Herve, der som den eneste producent er anbefalet i Michelin-guiden. Efter B.T.s afsløring af de mange syge på restauranten Brdr. Price har David Herve haft besøg af myndighederne.

- De østers, som jeg har sendt til Danmark, stammer fra Irland. Og det er helt normalt. Jeg importerer dem levende fra Irland og har haft dem i mine bassiner og solgt dem videre som franske. Vi producerer ikke nok østers i Frankrig til efterspørgslen, siger David Herve til B.T.

Han kan ikke se noget galt i, at han på den måde tryller udenlandske østers om til franske. Men det kan Brdr. Prices direktør Mads Bøttger:

- Det er noget svineri og rent snyd. Men det forklarer jo, hvorfor folk først blev syge af franske østers og også blev det, da vi skiftede til irske. De stammede jo begge fra Irland, siger direktøren, der overvejer kun at sælge danske limfjordsøsters fremover.

Danske bliver til franske

Men de danske østers bliver også tryllet om til franske i Frankrig, forklarer direktøren for Dansk Skaldyrscenter.

- Vi kender godt den trafik. Mange af de danske limfjordsøsters, som bliver sendt til Frankrig og Spanien, kommer i bassiner dernede og bliver så solgt som franske og spanske, siger direktør Jens Kjerulf Petersen.

Franske fødevareproducenter mener nemlig, at levende dyr bliver franske efter bare en uge i Paris og omegn. Lidt ligesom dengang, da danske tøjproducenter kaldte tøj ’made in Denmark’, hvis bare mærket i nakken var syet i herhjemme.

Lige lovlig kækt

Franske fødevarer bliver nemlig regnet for nogle af de fineste i verden, og det var ifølge importøren fra Rungsted Fiskerikaj flere danske Michelin-restauranter, der havde bedt specifikt om at få østers fra David Herve, der altså nu indrømmer at have fuppet med oprindelseslandet.

Den danske fødevareminister vil nu have undersøgt Frankrigs lynintegration af fødevarer.

- Jeg synes ikke, at man kan kalde dyr, der har været så kort tid dernede, for franske - hvad enten de kommer fra Danmark eller Irland. Det er lige lovlig kækt. Derfor vil jeg nu bede min styrelse se på det og eventuelt tage det op med mine kollegaer i EU, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S) til B.T.