Lundby Efterskole afventer rapport om dragebådsulykken ved Præstø, men bakker op om skolens forstander.

Lundby Efterskole har fuld tillid til forstander Truels Truelsen.

Det fastslår bestyrelsesformand Bjarne Rasmussen, mens man venter på Havarikommissionens rapport om den dragebådsulykke på Præstø Fjord i februar i år, hvor en lærer druknede og syv elever overlevede hjertestop.

- Vi har ikke nogle planer om, at det skal have konsekvenser for ham. Der kan ligge nogle ting om retningslinjerne er nedskrevet eller ej, men han har gjort sit fuldstændig korrekt, siger Bjarne Rasmussen.

- Men vi skal selvfølgelig vente på rapporten og på, hvad politiet siger, når det hele er færdigt. Vi er ikke kommet så langt endnu, siger han.

TV-Avisen kunne tirsdag aften fortælle om flere af elevernes situation efter ulykken. Hårdest er det gået ud over 16-årige Lasse Jensen, som har fysiske skader på hænder og fødder og hverken kan gå, tale eller synke, så han får mad gennem en sonde i maven. Han bliver stadigvæk genoptrænet på Hammel Neurocenter og kræver 24-timers pleje.

Flere andre elever har fået hjerneskader i forskellige grader. Skolen har løbende kontakt med sine tidligere elever, blandt andet fordi der fortsat kører en masse udbetalinger gennem forsikringer.

- Det vil der være et stykke tid fremover, siger bestyrelsesformanden. Han afviser samtidig, at skolen vil gøre andet end at lade forsikringsselskaberne tage sig af eleverne.

- Nej, det hele skal ligge i det forsikringsmæssige. Det har vi ansat eksperter til, at det skal foregå korrekt. Vi har ikke nogen planer om at gøre noget, ud over at få afsluttet det her på bedste måde, siger Bjarne Rasmussen. Han understreger, at hans klare indtryk er, at forældrene er tilfredse med skolens indsats.

- Vi har ikke hørt, at nogle skulle være utilfredse. Og det må så være et tegn på, at man er tilfreds med den måde, det har kørt på, siger han.

/ritzau/