To elever fra Lundby Efterskole, der på et tidspunkt var i kunstig koma efter kæntringsulykken 11. februar i Præstø Fjord, er nu overført til Hammel Neurocenter, hvor det er planen, at samtlige syv svært skadede fra ulykken skal samles.

Her står et tværfagligt team af læger, psykologer, talepædagoger, fysioterapeuter, ergoterapeuter og sygeplejersker klar til at hjælpe dem tilbage til et normalt liv.

Det kommer til at tage tid. Ifølge B.T.s oplysninger er nogle af de unge så medtagede af ulykken, at de simpelthen ikke kan genkende hinanden .

På Hammel Neurocenter skal deres tilstand grundigt undersøges.

Læs også

Det forklarer ledende overlæge Merete Stubkjær Christensen til B. T.

- Vores neuropsykologer vil teste eleverne for at se, om der er skader i eller påvirkninger på hjernen. Det handler om at finde ud af, om de er i en akutfase, der gør, at de er konfuse eller forvirrede. Er de det, må vi vente med at kunne konkludere noget videre, til fasen er overstået,« siger Merete Stubkjær Christensen og forklarer, at man bl. a. vil teste elevernes logiske sans, orienteringssans og evnen til at koordinere.

Arbejder med kendte ting

Med tiden skal de resterende fem elever, der kom i kunstig koma efter ulykken, også overføres til Hammel Neurocenter, når deres tilstand tillader det.

Her kommer alle syv til at indgå i et individuelt behandlingsforløb, hvor man vil tage hensyn til de typiske skader såsom hukommelses-og talebesvær, som man typisk får, når hjernen har været uden ilt gennem længere tid.

Ledende overlæge på Hammel Neurocenter, Merete Stubkjær Christensen: 'Vi laver en strategi for, hvordan vi kan bringe dem tilbage til en normal levevis. Tiden gør meget efter sådanne ulykker for at hjælpe på f. eks. hukommelsesbesvær, men ellers arbejder vi med kendte ting, som de unge kender til. Det kan være billeder af kendte forhold og steder eller lyde og stemmer for at påvirke dem til at kunne huske ting fra før ulykken.'

Det vides endnu ikke , hvornår alle syv elever, der har været i kunstig koma, vil være samlet på Hammel Neurocenter.

- Vi laver en strategi for, hvordan vi kan bringe dem tilbage til en normal levevis Merete Stubkjær Christensen, Hammel Neurocenter.

Læs hele historien i den trykte udgave af B.T.:

- Lerke husker intet fra ulykken

- Malene kan ikke trække vejret selv