16-årige Signe Dyhrberg Jensen kæmper stadig med fysiske mén syv måneder efter den fatale ulykke på Præstø Fjord, hvor hun og 12 andre elever og to lærere kæntrede i en dragebåd. Efterfølgende blev hun og seks andre elever indlagt på Hammel Neurocenter, hvor de efterfølgende har hjerneskader i større eller mindre grad.

Signe Dyhrberg Jensen smiler lidt nervøst og sidder sammenkrøbet på en stol. Hun sidder med sammenfoldede hænder, hvor det er tydeligt at se, at hun stadig har skader i sine hænder efter mødet med det iskolde vand den dag i februar, hvor hun sammen med sit friluftshold fra Lundby efterskole kæntrede og fik hjertestop. Da hun blev hevet op af det to grader kolde vand var hun klinisk død.

Vi møder Signe på Børnecenter for Rehabilitering i Virum i anledning af, at børnecenteret har fået nye lokaler.

Et center, hvor Signe i mere end to måneder, har kæmpet for at genvinde sin førlighed og finmotorik, efter at have været indlagt på Hammel Neurocenter i næsten fem måneder. 

- Mine hænder og arme er stadig dårlige og jeg kan ikke strække mine hænder ud, men jeg kan holde mine håndled oppe. Noget som jeg ikke kunne før. 


Signe mangler finmotorikken, efter at det kolde vand har ødelagt nogle nerver i hænder, ansigt og fødder. Det har betydet, at hun ikke kan knytte sine hænder og bruge dem, som hun kunne før. Samtidig så taler hun ikke helt rent, da hun har fået en skade på ansigtsmuskulaturen.

Men det er ikke kun fysiske skader den unge pige kæmper med. Også drømmen om at starte på den ungdomsuddanelse, som hun troede, hun skulle starte på efter sommerferien, er midlertidig ødelagt. 

- Jeg har det dårligt med, at jeg blevet nødt til at skyde min ungdomsuddannelse, for mange af mine veninder går allerede i 2.g. og jeg er ikke engang startet i 1.g. Det er jeg er ked af, for jeg ville gerne være i gang nu, siger hun og tilføjer:

- Men det er slet ikke sikkert, at jeg kan komme i gymnasiet.

For Signe har skadet sin hukommelse og indlæringsevne. Hun fortæller, at hun har mistet meget af det matematik, hun kunne før ulykken. Læse- og staveevnen er derimod ikke betydeligt skadet. Samtidig har hun svært ved at koncentrere sig over længere tid. 

Var klinisk død

Da Signe blev indlagt på Rigshospitalet efter kæntringsulykken var hendes kropstemperatur helt nede på 16 grader. Ifølge lægerne var hun klinisk død. 

To dage efter indlæggelsen vågnede hun op i en seng ude af stand til at bevæge sig. 

- Det er bare mærkeligt, at man vågner på Rigshospitalet, når man tror, man er på efterskolen. Jeg kunne ikke bevæge mine arme. Jeg kunne ikke engang holde mit hoved oppe, for det havde jeg ikke kræfter til. Jeg kunne ikke gå. Så jeg kunne ikke noget. Jeg kunne heller ikke huske noget. Men jeg var faktisk meget rolig af en eller anden grund. Det var ikke sådan, at jeg var i panik over, at jeg ikke kunne noget, siger hun.


Signe fortæller, at det første hun talte om, da hun vågnede af sin kunstige koma, var friluftslæreren Michael, der ifølge vidneudsagn reddede Signes liv. 

- Det var mærkeligt, at jeg snakkede så meget om ham til at starte med, for vi havde ikke noget tæt forhold. Han var bare læreren. Men jeg tror det er noget underbevidst, for det var ham, der hjælp mig op på båden, har jeg fået at vide fra nogle af de andre elever. 

Selvom Michael var den lærer, der tog den skæbnesvangre beslutning om at sejle ud på fjorden i februar, så bærer hun ikke nag til den druknede lærer.

- Jeg kan ikke være sur på en, der er død.

Når Signe ikke kan gøre de dagligdags ting, som de fleste mennesker tager for givet, så bliver hun sur og irriteret på dem, der havde det overordnede ansvar for ulykken.

- Det er ikke sådan, at jeg er sur på skolen hele tiden. Det er mere i de situationer, hvor jeg bliver rigtig ked af det, når jeg ikke kan de ting, som jeg kunne før. Så bliver jeg gal på skolen, siger hun og fortæller, at hun i dag kan spise selv og tage tøj på, selvom det tager længere tid end før ulykken. 

Havarikommissionens rapport om Præstøulykken blev offentliggjort i onsdags, hvor Lundby efterskole fik en sønderlemmende kritik. Blandt andet kan man læse, at flere elever ikke ville med ud på den skæbnesvangre tur, fordi det var blæste meget og var koldt.

- Jeg synes bare det var dumt, at vi skulle ud og sejle den dag, når der lå is på vandet. Det burde man kunne regne ud, at det var dumt, siger Signe.

Selvom hun er utrolig glad for hun kan gå til genoptræning sammen med fire af de udskrevne elever fra Hammel neurocenter på børnecenteret, så er der alligevel skår i glæden.

- Jeg synes, det er trist, at jeg ikke kan komme videre i livet, når jeg nu gerne vil. Men på nuværende tidspunkt så ved jeg godt, at jeg ikke kan starte i skole.