Vi skal være bedre til at håndtere sorg, mener Ulla Thorbjørn Hansen, der flere gange har må fortælle forældre, at en af deres børn er døde - en hård men også meningsfuld opgave.
Gårdspladsen er tom, men i lanternerne foran huset er tændt levende lys. Mikkels forældre kan ikke være langt væk. De tre udsendte venter. Tiden er vigtig, for lige nu står alting stille. Beskeden skal først overleveres til forældrene, før soldaterne igen må ringe hjem fra Afghanistan, og medierne kan sende nyheden ud.
Én af de udsendte går en runde om huset og tjekker en ekstra gang. Kunne der være nogen hjemme? Kort efter triller bilen ind på gårdspladsen, gruset knuser under dækkene, og passagererne får øje på de tre uniformer: chefen, kontaktofficeren og præsten.
Uniformerne er en del af meddelelsen. Afslører at der er noget alvorligt på færde. Forbereder forældrene på det chok, de lige om lidt vil få.
52-årige Ulla Thorbjørn Hansen var en af de uniformer - den med korset på skulderen - der i 2010 var ude at fortælle Mikkels forældre, at deres søn var faldet i Afghanistan. Dødsbud, kalder man det i forsvaret. Underretning, hedder det hos politiet. Beskeden til de pårørende er den samme: en af deres kære er pludselig død.
»Man kan godt få det indtryk, at jeg kommer og ødelægger et menneskes liv. Men ulykken er jo sket. Min opgave er nådigt at være med til at fortælle det til de pårørende,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.
I dag bærer hun en strikcardigan løst over skuldrene, og et kors hviler mellem kravebenene. I hverdagen er hendes ansvar som provst at holde styr på provstiets 41 sogne, hvis kirker er afbildet på væggene omkring os. Ved siden af hendes provstikontor i det gamle rødstensmurende kloster midt i Slagelse, ligger Helligåndskirken, hvor hun cirka en gang om måneden trækker i den sorte præstekjole og klipser pibekraven fast om halsen. Men i mange år har hun 24 timer i døgnet været klar til med kort varsel at skifte til en helt anden uniform: den ørkencarmouflerede med korset på skulderen, hvis Forsvaret ringer, eller den mørkeblå beredskabsskjorte med en hvid flip, hvis det er politiet, der ringer og siger: ‘Vi har brug for dig nu. Vi kommer og henter dig’
Forberedelsestiden er minimal i forhold til den opgave der venter.
»Men jeg plejer altid at bede en bøn for mig selv og for de andre, der skal ud med budskabet og den familie, der lige har mistet. At det trods alt må blive en tid, hvor vi finder de rigtige ord, på det rigtige tidspunkt og rummer deres sorg,« siger hun.
Der er de senere år kommet mere fokus den opgave både i Forsvaret og på Politiskolen, hvor man uddanner folk til at overbringe en pludselig død til pårørende så skånsomt som muligt. Endnu er det dog sparsomt med viden på området, og mange især ældre politifolk har lært disciplinen på den hårde måde: ’learning by doing’ eller ‘learning by fucking up,’ som Ulla Thorbjørn Hansen drister sig til at sige. Det er i hvert fald den følelse, som flere af de ældre politimænd sidder tilbage med, når de har delt deres første underretninger med hende.
Derfor har hun samlet hendes egne erfaringer, samt andre præster, politiet- og Forsvarets oplevelser i bogen ’Dødsbud’, hvor også anonymiserede pårørende fortæller om oplevelsen af at stå på en anden side og modtage budskabet. Hovedformålet er at klæde de mennesker, der i fremtiden skal ud på dødsbud bedre på, så de ikke ’gør ondt værre’.
»Det er en hård opgave. Man bliver jo vidne til den værste dag i et menneskes liv. Men det er også en meningsfuld opgave. Man træder ind i sorgens rum, men også kærlighedens rum,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.
For sorgen er jo netop reaktionen på at have mistet en, man holder meget af, forklarer hun. Derfor er det også den kærlighed, som Ulla Thorbjørn Hansen forsøger at hjælpe de pårørende med at sætte ord på ved at stille spørgsmål som ’hvordan var han?’ eller ’hvornår har du sidst set ham?’, når den faktuelle del af meddelelsen er overleveret.
Helt konkret arbejder Ulla Thorbjørn Hansen og hendes kolleger ud fra de fire H’er, når de går dødsbud: Holde af, holde ud, holde om og holde mund.
»Det er ikke altid, man skal sige en masse, men bare være til stede og være nærværende. Nærværet er vigtigt. Og tiden,« siger hun.
Når man som forældre får at vide, at ens søn er faldet i krig, eller ens datter er omkommet i en alvorlig trafikulykke, vil det hos de fleste udløse en choktilstand. Men folk reagerer meget forskelligt i chok.
»Nogle bliver helt stille, andre skriger vildt eller bliver vrede. Der er også tilfælde, hvor folk besvimer,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.
Hjemme hos Mikkel, når forældrene ikke længere end til gårdspladsen, før chefuniformen overbringer meddelelsen om Mikkels død. Optimalt set, havde de fået installeret de pårørende i et trygt rum, hvor der var mulighed for at sætte sig ned, før ordene faldt. Optimalt set overleverer man ikke den slags nyheder på ’dørmåtten’. Men uniformerne har allerede afsløret, at noget er helt galt. Chefen begynder derfor med at sikre sig, at det er den rigtige familie, de har fat i. Og så rammer ordene. Først reagerer forældrene med benægtelse:
»Er I helt sikre på, at det er Mikkel?«
Chefen gentager, indtil budskabet er modtaget og forstået. Derefter forsvinder han i baggrunden. Helt med vilje. De dårlige nyheder er knyttet til hans person. Det samme er den vrede, som pårørende i nogle tilfælde retter mod budbringeren. Derfor er det nu feltpræsten og kontaktofficeren, som tager over.
I krisereaktioner taler man om, at der efter chokket er et seks timers vindue, som er afgørende for, hvordan chokket forplanter sig i sindet. Hvis man i de første timer efter den traumatiske oplevelse bruger meget af tiden på at tænke på og tale om, hvor forfærdeligt det er, er der større risiko for, at chokket sætter sig fast som PTSD. Det samme gælder, hvis man sover indenfor de første seks timer.
»Der kan vi lære noget af børn. Jeg har oplevet børn, som efter de har fået at vide, at deres far eller mor er død har sat sig ind og spillet computer. Og det er helt okay, ja faktisk godt, at hjernen får lov at fokusere på noget andet,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.
Derfor er det vigtigt, at man sørger for, at de pårørende opholder sig et trygt sted. At man beroliger f.eks. med berøring – en hånd på skulderen eller et kram alt afhængig af personen. At man faktuelt får sat ord på det, der er sket, så der ikke er tvivl om hændelsen – uden dog at dvæle ved det forfærdelige ved selve dødsfaldet. Og at man sætter gang i nogle praktiske gøremål, som kan flytte opmærksomheden.
Nogle år efter at Ulla have været ude med dødsbud for første gang, får Ulla Thorbjørn Hansen en hilsen, hvor en af de pårørende skriver tak, for det, hun gjorde. ’Det jeg gjorde? Jeg kom og smed en bombe i deres hjem,’ tænker hun.
Men hos Mikkels familie spurgte hun f.eks. helt konkret, efter chefen havde overleveret beskeden, om hun ikke skulle brygge en kop kaffe. Det betød rigtig meget, fortalte Mikkels mor. Den helt trivielle hverdagsting, som en kop kaffe repræsenterer, havde midt i alt det forfærdelige givet familien et øjebliks normalitet.
Det er den slags vigtige, små detaljer, som Ulla Thorbjørn Hansen forsøger at give videre i sin bog. Beslutningen om at skrive bogen tog hun under en udsendelse som feltpræst i Camp Price i 2012 (ISAF 14). Hun er ikke den feltpræst, der har gået flest dødsbud, og hun ønsker heller ikke at gøre sig selv til ekspert på området. Men hendes egne oplevelser med at gå dødsbud eller stå som præst i felten og sende en falden soldat hjem til familien, satte gang i nogle tanker.
Siden 1996 har hun som sognepræst været vant til at træde ind i sorgens rum og tale med pårørende i forbindelse med begravelser. Første gang hun som feltpræst skulle sætte ord på en ung soldats død, var da hun i 2002 bliver bedt om at tage til flyvestationen i Værløse og tage imod tre kister – de første faldne danske soldater i Afghanistan. Sammen med familie, pårørende og pressefolk stod hun i en kold hangar og ventede på, at kisterne blev båret ud af Herkulesflyet.
»Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’hvad skal jeg sige?’ Dengang var der jo ikke rigtig nogen, der havde prøvet det før,« siger Ulla Thorbjørn Hansen.
Involveringen i Afghanistan kostede de kommende år flere danske soldater livet. Derfor tog Forsvaret også opgaven at meddele pårørende om en soldats død meget alvorligt, skriver Lasse Harkjær i forordet til Ulla Thorbjørn Hansens bog. Under krigen i Afghanistan var han chef for den Kongelige Livgarde og dermed den, der har været ude hos flest familier med dårlige nyheder.
’Vi trænede det, ligesom vi trænede på skydebanen og i øvelsesterrænet, for at vi kunne være bedst muligt rustet til det, der kom. Og ligesom i missionerne blev det ved dødsbud aldrig helt, som vi havde trænet, men træningen gav et rigtig godt udgangspunkt, når vi stod i situationen,’ skriver han.
Det er ikke kun Forsvaret, der indimellem får til opgave at overbringe meddelelsen om en pludselig død til familien. Hvert år dør cirka 50.000 danskere. 17-18 pct. af dødsfaldene er såkaldte dødfundne f.eks. selvmord, ulykke, sygdom eller drab, hvor politiet får til opgave at underrette de pårørende. En opgave, der siden 2014 har været en integreret del af uddannelsen på Politiskolen. Her øver de studerende sig i at overbringe meddelelsen til skuespillere. Det gør ikke de studerende færdiguddannede i at underrette om dødsbudskab, fortæller Tommy Vester, der er specialkonsulent i Rigspolitiet og har været med til indføre den nye uddannelse på Politiskolen i bogen ’Dødsbud’:
»Men vi har med undervisningen skabt en ro hos den enkelte politibetjent, der i den praktiske del af uddannelsen som politipatrulje, vil få opgaven med at skulle underrette pårørende om dødsfald.«
Ulla Thorbjørn Hansen kunne godt ønske sig, at man, i højere grad udnyttede beredskabspræsterne til at bistå politiet, når dødsfaldet er af særlig voldsom karakter. Emnet var også på dagsordenen ved et fællesmøde for alle landets biskopper i 2016. I Norge er det f.eks. som udgangspunkt præstens opgave alene at få dødsbud for politiet. Ulla Thorbjørn Hansen tror på, at det optimale er, at både politi og præst er til stede ved voldsomme dødsfald.
»Det kan være ved selvmord, trafikuheld eller pludselig hjertestop, hvor det kommer som et lyn fra en klar himmel. I de tilfælde kan der godt være brug for ekstra resurser, og der kan præsten træde til, så der er tid til også at være der for familien,« siger hun.
Hun tror på at præsten kan gøre en forskel – også selv om folk tilhører en anden religion eller slet ikke er troende. Hvis folk ikke vil have en præst inden for døren, bliver hun bare i bilen. Men det har hverken hun eller hendes kolleger i Forsvaret oplevet. Tværtimod har man i Forsvaret god erfaring med at have en person med, som er vant til at navigere i sorg, fortæller en kontaktperson fra Forsvaret i bogen:
'Præster er nogle, der professionelt har reflekteret over liv og død og tro og etik og moral. Hvis det var en muslimsk familie, jeg kom ud til, vil jeg også til hver en tid tage en kristen feltpræst med mig ud. Det ville jeg slet ikke være bange for. Fordi der jo i alle trossamfund eksisterer respekt om det at være religiøst lærd og være i stand til at reflektere over liv og død.'
I det hele taget savner Ulla Thorbjørn Hansen, at det professionelle Danmark tør tale om sorg. Det gælder hele opfattelsen af sorg som noget ’man skal komme sig over’. Tidligere har man opdelt sorg i faser, som man skal igennem. Men de senere år har forståelsen af sorg ændret sig. I dag taler man om, at man helt naturligt bevæger sig frem og tilbage mellem to rum – sorgens rum og glædens rum. Sorgens rum har fokus på fortiden – savnet og alle de følelser, man har i forbindelse med den døde. Glædens rum har fokus på fremtiden, hvor man skal finde et frirum fra sorgen og forholde sig til sin nye rolle og det levende liv.
»Man springer måske nok ind i sorgens rum i et kort øjeblik, men springer lige så hurtigt tilbage i glædens rum og fortsætter livet som før, engagerer sig i omgivelserne og lever et aktivt liv. Det er en helt legitim reaktion, som ikke skal mistænkeliggøres,« siger hun.
Det er vigtigt at omgivelserne forstår det, så den, der har mistet, ikke får en følelse af at sørge forkert.
»Man skal ikke give slip på den afdøde, men redefinere sit forhold til vedkommende. Finde en måde at leve videre med den døde i sig,« siger hun.
Et par dage efter Ulla Thorbjørn Hansens besøg hos Mikkels forældre, ringer familien og spørger, om hun ikke ville begrave deres søn. Egentlig er det den lokale præsts opgave, men familien vil meget gerne om Ulla Thorbjørn Hansen vil begrave Mikkel. I mellemtiden har hun selv fået besked om, at hun med kort varsel skal sendes til Afghanistan som feltpræst. Dagen efter hun har begravet Mikkel, rejser hun derfor med hans soldaterkammerater tilbage til Afghanistan.
»Det var en uge med mange følelser. For mens jeg forberedte ordene til Mikkels begravelse, skulle jeg også skrive min egen sidste vilje og sige farvel til min familie,« siger hun.
Otte år efter er der stadig lys i lanternen på Mikkels grav. ’Elsker dig for evigt’ er hugget ind i granitten. Og på gruset foran stenen ligger et stort hjerte af røde og hvide roser. Blomsterne er friske. Nogle af hans soldaterkammerater var på hans fødselsdag i midten af april på besøg hos familien. Mikkel bliver stadig mindet og savnet. I dag ville han være 29 år.
Ulla Thorbjørn Hansens holder reception for sin nye bog ‘Dødsbud’ i Slagelse kloster den 14. maj.
