Det er ikke hver morgen, man slår benene ud over sengekanten til en udsigt som den, 38-årige Andreas Mogensen vågnede op til mandag morgen.

Onsdag klokken 06.37 i sidste uge skrev han danmarkshistorie, da han blev den første dansker i rummet. Som en af tre astronauter blev han sendt ud i rummet i Sojus-raketten, der havde ISS-rumstationen som destination.

Efter godt 51 timer i rummet blev fartøjet fredag tilkoblet til ISS, og Andreas Mogensen kunne møde besætningen, der ventede på dem.

Det var dog ikke det eneste, der ventede ham. Også en enestående udsigt over Jorden stod klar til at velkomme ham om bord på rumstationen.

Og mandag morgen har den danske astronaut fanget et billede af et skyfrit Danmark, netop som ISS fløj hen over landet.

»Fantastisk start på dagen! Fløj over Danmark! Ingen skyer i dag!,« skriver han på sin Twitter-profil fra rummet.

I et tidligere interview med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) live fra rumstationen, har Andreas Mogensen beskrevet, hvordan det er at være på rumstationen og kigge ned på Jorden.

»Jeg har heldigvis haft lidt tid, men ikke meget, til at kigge ned. Det er fantastisk at sidde og kigge ned på jorden, Fra de syv vinduer kan man faktisk kigge ned på hele jorden. Det er meget svært at beskrive, hvordan det føles,« fortalte han.

Andreas Mogensen skal samlet arbejde i otte dage på rumstationen, inden han vender tilbage til Jorden igen.