Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

På det populære aarhusianske spisested Chido Mexican Grill kniber det med rengøringen. Det kunne Fødevarestyrelsen konstatere ved deres seneste besøg på restauranten på Frederiks Allé, som resulterede i en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.

Lige siden åbningen af restaurantkædens første spisested på Mejlgade i Aarhus tilbage i januar 2015, har det været et yderst populært spisested. Men nu kan det være, at sultne sjæle tænker sig om en ekstra gang, inden de bestiller take-away fra Chido Mexican Grill - i hvert fald fra restauranten på Frederiks Allé.

Fødevarestyrelsens seneste besøg blev nemlig ikke ligefrem bestået med bravur.

'Gulvet under komfur og kølemøbel har belægninger. Kølemøbel ved salgsdisk har indtørret belægninger på inderside, i bunden og på yderside. Opvaskemaskine har kraftige belægninger på alle indvendige flader og på sprinkler i top,' sådan skriver Fødevarestyrelsen i den seneste kontrolrapport fra spisestedet.

Noget tyder altså på, at spisestedets medarbejdere ikke har været grundige nok, når de har svunget kosten og karkluden. Men ifølge medejeren af Chido Mexican Grill, er der også en anden årsag til den sure smiley.

»Vi havde en defekt opvaskemaskine, der ikke fik kørt afspændingsmiddel og kalkopløsning godt nok rundt, så der satte sig belægning i maskinen. Vi fik sat en ny opvaskemaskine op, men ved seneste kontrolbesøg viste det sig, at der stadig var et problemer,« siger Troels Rasmussen, der er medejer af restaurantkæden, og tilføjer:

»Det viste sig, det ikke var maskinen, der var noget galt med, men vandrenseren. Nu har vi fået ny vandrenser og skiftet til kraftigere rengøringsmiddel, så der er blevet rettet op på det.«

Derudover refererede én af Fødevarestyrelsens anmærkninger ifølge Troels Rasmussen til en indtørret guacamole-plet i et skab. Pletten blev naturligvis fjernet med det samme.

»Vi tager selvfølgelig rengøring meget alvorligt i vores branche, så vi har lavet helt om i rengøringsprotokollen, så det ikke kommer til at ske igen.«

I rapporten har Fødevarestyrelsen også noteret, at drikkevarer og en kasse med løg opbevares direkte på gulvet, samt at en bagdør til køkkenet står åben om sommeren. Begge dele er dog blevet karakteriseret som 'bagatelagtige overtrædelser.'

Restaurantkæden Chido Mexican Grill består af tre restauranter: to i Aarhus på henholdsvis Mejlgade og Frederiks Allé og én på Boulevarden i Aalborg, som åbnede i februar 2017. Restauranterne er populære for deres mexicanske take-away, der er lavet fra bunden, og som kun består af friske råvarer.

Du kan læse hele kontrolrapporten her.