Den hårde vinter har givet pollenallergikere flere gys end at nys. Men det er slut nu, hvor det er blevet lidt varmere. DMI er i luften med de første pollental.

Elletræerne er vågnet af vinterdvalen og har sendt sine første pollen i luften. Men ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DM) får landets omkring en million pollenallergikerne dog en blid start på sæsonen. Der er ikke udsigt til et rigtigt pollenboom de første par dage, oplyser meteorolog Alix Rasmussen.

Pollentallene for el har ligget på to og tre. Ifølge pollenkalenderen er sæsonen for el og hassel forsinket med fire uger i forhold til det normale.

Biolog Janne Sommer fra patientforeningen Astma-Allergi Danmark siger, at det er svært at spå om, hvor hård 2010-sæson bliver for allergikerne.

- Hvis der er lunt og solrigt vejr under opblomstringen, kan vi få mange pollen fra hassel, el og birk. Men hvis der kommer en periode med regn, vil det blive en stille sæson, siger Janne Sommer.

Dagens pollental fortæller, hvor mange pollen der er gennemsnitligt i en kubikmeter luft i løbet af et døgn.

/ritzau/