Der hænger nu ikke længere 12 portrætter af 12 dræbte unge kvinder på Politimuseets vægge. Det københavnske museum valgte mandag at tage udstillingen »Kvindedrab - In Memoriam« ned efter massiv kritik af museumsleder Frederik Strands beslutning om at udstille portrætterne af drabsofrene uden de pårørendes accept.

- Nedtagelsen sker på baggrund af den megen diskussion i medierne, efter hvilken det ikke er muligt at få de oprindelige intentioner bag udstillingen frem. Diskussionen om udstillingen er dermed kommet til at dække for selve udstillingen. Af respekt for kunstnerens oprindelige idé og for ikke at trække de pårørende igennem en yderligere debat har man valgt at tage udstillingen ned, skriver Politimuseet i en pressemeddelelse.

Da udstillingen åbnede for to uger siden skabte det voldsom debat i medierne, at de dræbte kvinder blev udstillet uden de efterladtes vidende, og flere pårørende gav på daværende tidspunkt i Berlingske udtryk for, at det ikke er i orden. Det førte blandt andet til, at to af portrætterne blev taget ned efter de pårørendes ønske, og nu er de sidste ti så også taget af museets vægge.

Det er billedkunstner Birgitte Skallgaard, der har malet portrætterne af de 12 kvinder, der er blevet dræbt i årene 1989-2010 med en enkelt undtagelse fra 1902. Hun var ikke orienteret om Politimuseets beslutning om ikke at kontakte de pårørende.

Museumsleder Frederik Strand sagde for to uger siden til Berlingske, at beslutningen om ikke at orientere de pårørende var helt bevidst.

- Ikke kun fordi det vil være besværligt at finde frem til dem. Det ville også begrænse ytringsfriheden og muligheden for at lave sådan nogle udstillinger, hvis pårørende kunne forhindre det, lød det.

Nu beklager Politimuseet, at der ikke er blevet taget nok hensyn til de dræbte kvinders familier.

- Politimuseet beklager de gener, de pårørende har været igennem, står der i museets pressemeddelelse.

Politikere på begge fløje på Christiansborg reagerede også voldsomt på udstillingen og mente samstemmigt, at de pårørende burde have fået besked.

SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), er stadig af den opfattelse, men vil ikke kommentere museets beslutning om at tage billederne ned.

- Vi har en høj grad af ytringsfrihed i Danmark, og jeg kan ikke fra Christiansborg sidde og diktere, hvad kunsten skal og ikke skal. Jeg synes stadig, den her udstilling har været grebet helt forkert an fra første færd, og det er nok det, museet har taget til efterretning. De pårørende skulle have været orienteret, men det er Politimuseets egen beslutning, at de har valgt at nedtage den, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

På baggrund af debatten tog Rigspolitiet for to uger siden initiativ til at udarbejde moralske og etiske retningslinjer for, hvad Politimuseet må udstille i fremtiden.