En 29-årig kvinde bliver til formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Herning, efter hun natten til lørdag sparkede en politimand i skridtet iført højhælede sko. Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen til bt.dk.

Kvinden, der i forvejen er kendt af politiet, var i byen på baren Fox And Hounds i Herning, da politiet blev tilkaldt, fordi hun havde slået ud efter en mand med flad hånd.

- Da patruljen ankommer til stedet bliver hun anholdt og placeret på bagsædet af patruljevognen. Der sparker hun iført højhælede sko ud efter en betjent, som hun rammer i lysken, forklarer vagtchef Anders Olesen.

Betjenten, som blev ramt af kvindens højhælede sko nær skridtet, slap uden de store skrammer.

Kvinden bliver derimod sigtet for vold mod tjenestemand i funktion efter straffelovens paragraf 119, som hun i øvrigt har været sigtet for før.