Da Gladsaxe Kommune godkendte et byggeri på ni etager lige på den anden side af Flemming Hansens baghave, så politikerne ikke de beregninger, der viste, hvor meget skygge byggeriet ville give i hans have.

I dag frygter Flemming Hansen - på baggrund af en vurdering fra en ejendomsmægler - at miste op mod 800.000 kroner, når han skal sælge huset.

Flemming Hansen har kæmpet for at få en kompensation for sit hus' forringede værdi, men det får han ikke. Bygherren overholder nemlig lokalplanen, fortæller formand for kommunens Trafik- og Teknikudvalg, Ole Skrald Rasmussen (S).

Ole Skrald Rasmussen betegner samtidig over for TV2 Flemming Hansens situation som en del af 'gamet':

- Vi skal jo udvikle vores by. Og det er så det, vi gør nu her, siger Ole Skrald Rasmussen.

Læs også: Fik højhus på ni etager i baghaven: Flemming får ikke erstatning

Da Gladsaxe byråd i juni 2012 vedtog lokalplanen, der tillod entreprenørvirksomheden NCC at bygge et kontorbyggeri på ni etager, var der imidlertid beskrevet et særligt 'kritisk' forhold i lokalplanen:

- I forbindelse med et konkret projekt, er det en forudsætning for byggetilladelse, at det vurderes, i hvilket omfang boligerne på Græsmarken påvirkes af skygge i forårs-, sommer- efterårs-perioden, står der således i lokalplanen.

Men byrådet fik aldrig vurderingen at se, inden byggeriet blev godkendt af kommunens sagsbehandler, fortæller Enhedslistens byrådsmedlem Trine Henriksen til bt.dk.

- Vi har ikke været vågne nok. Da det blev vedtaget i byrådet, havde vi ikke nogle skyggeberegninger, fordi der ikke var et konkret byggeprojekt. De skulle først udarbejdes senere. Men vi skulle have forlangt at få nogle beregninger, inden byggeprojektet blev godkendt, selvom vi på det tidspunkt ikke troede, at byggeriet ville give skyggegener på grunden. For det har vist sig ikke at være rigtigt. Så måske ville godkendelsen af byggeriet være faldet anderledes ud, hvis vi havde set beregningerne, siger Trine Henriksen og fortsætter:

- Det er et stort indgreb, og man burde have overvejet, om det var rimeligt. Det er ikke sikkert, at beslutningen havde været anderledes, men vi havde som politikere haft mulighed for at lave en vurdering af, om skyggepåvirkningen af Flemming Hansens grund var i orden.

Derfor mener Flemming Hansen, at beslutningen er taget på et forkert grundlag, selvom kommunen på papiret ikke har gjort noget forkert. Og det er netop Flemming Hansens problem, for det er med den begrundelse, at byrådet ikke kan give ham den kompensation, han ønsker, fordi hans ejendom taber værdi.

- Hvis det ikke kan dokumenteres, at kommunen har begået en fejl, og der ikke er lovmæssig begrundelse for at udbetale erstatning, mener jeg ikke, at det kan lade sig gøre, siger Trine Henriksen, Enhedslistens byrådsmedlem, til bt.dk.

Hun mener dog, at byrådet burde have haft mulighed for at se på skyggeberegningerne.

Trine Henriksen foreslår, at Flemming Hansens hus kan sælges og bruges til andre formål.

- For eksempel kunne NCC købe ejendommen og bruge den som gæstebolig eller andre formål. Det ville være det bedste i sådan en situation, siger hun.

Folketingskandidat for Venstre i Gladsaxe Mads Fuglede er forarget over sagen. Han har selv besøgt Flemming Hansen.

- Man ser stort på, at man påfører manden et økonomisk tab. Det er uhyggeligt, at man kan slippe af sted med det. Familien kommer til at tabe mange penge, og derfor er det ikke et urimeligt krav, når han ønsker en kompensation for det tab. Det kan godt være, at alle love er overholdt, men man burde nedsætte et uvildigt udvalg, som kiggede på sagen for at komme frem til et forlig. Alt andet er dybt urimeligt, siger Mads Fuglede til bt.dk.