En yderst alvorlig sigtelse hænger over hovedet på politiker-sønnen og bandelederen, den 26-årige Shuaib Khan, der onsdag blev varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for drabsforsøg.

Varetægtsfængslingen af Shuaib Khan og ni andre var den foreløbige kulmination på politiets storstilede aktion tirsdag morgen, hvor man slog til mod 42 banderelaterede adresser i København og Nordsjælland.

Men gårsdagens grundlovsforhør var ikke første gang, at Shuaib Khan, den formodede leder af den nye, aggressive bande, Loyal To Familia, LTF, som det seneste par måneder er blevet sat i forbindelse med pengeafpresninger mod bordeller, mordforsøg og drab, stod ansigt til ansigt med en dommer.

Og selv om familien tror på Shuaib Khans uskyld, sidder de alligevel tilbage og fortryder, at de ikke var der for ham, inden han som ung knægt blev opslugt af det hårdkogte, kolde og brutale bandemiljø på Nørrebro i København. For som dreng var Shuaib Khan, ‘fornuftig og god til at spille fodbold’. Det oplyser et Khan-familiemedlem, der ønsker anonymitet, til BT.

Familien lod ham som teenager strejfe omkring og blive venner med ‘de forkerte’ i området ved Blågårds Plads, der i årevis har været et centrum for omfattende kriminalitet og hashhandel.

Travlt med at passe karrieren

Ifølge BTs oplysninger mener Shuaib Khans egen far, Wallait Khan, at der er tale om et ‘enormt svigt’ fra hans side og, at han ‘skulle have investeret mere tid i sin søn, da han havde brug for det’. Men faderen havde travlt med at passe sin karriere som kommunalpolitiker på Københavns Rådhus og som direktør i sit rejsebureau.

- Familien har det ikke godt. Ingen har det godt med al den ballade og historierne i aviserne. Det er voldsomt, siger familiemedlemmet.

Efter folkeskolen ville Shuaib Khan på Teknisk Skole. Han ville have en uddannelse, men fik det ikke.

Stukket 14 gange i voldsorgie

7. april 2007 lidt før kl. 5 om morgen, da Shuaib Khan var 20 år gammel, gik det gruelig galt. I Jomfru Ane Gade i Aalborg blev den 21-årige William Lennon Davis i et regulært voldsorgie stukket 14 gange med en kniv og døde. Shuaib Khan blev 8. oktober 2008 idømt otte års fængsel og udpeget som hovedgerningsmand.

Under afsoningen i bl.a. Nyborg Statsfængsel begyndte Shuaib Khan at læse bøger. Mange bøger, fortæller familiemedlemmet, der ikke vil oplyse hvilken type læsestof. Men bandelederen forandrede sig i sin celle:

- Da han kom i fængsel, var han lidt ligeglad. Fjollet, du ved. Da han kom ud, var han blevet meget seriøs. Det havde forandret ham, siger familiemedlemmet uden at ville uddybe.

Kort efter sin prøveløsladelse sidst i november 2012 blev Shuaib Khan angiveligt en topfigur i Loyal To Familia - sammenslutningen af bander fra Blågårds Plads, Kokkedal og Tingbjerg. Gruppen består af både etniske danskere og personer med anden etnisk herkomst end dansk.

- Det er vigtigt at forstå, at vi er en samlet uafhængig gruppe. Vi er ikke støttegruppe til noget som helst andet. Grupperne har alligevel i mange år alligevel været allierede, og vi syntes, at det var på tide at slå os sammen. Alle medlemmer af Familia er ligeværdige, sagde Shuaib Khan til Politiken 25. februar i år.

I samme interview afviste han at svare på spørgsmål om, hvorvidt LTF tjener penge på kriminalitet og ville heller ikke udtale sig om den verserende bandekonflikt og LTFs rolle i den.

I går blev 26-årige Shuaib Khan så varetægtsfængslet i fire uger. Ifølge hans advokat, Michael Juul Eriksen, nægter han sig skyldig i anklagerne mod ham.