Politiken står bag Kraka - en ny politisk tænketank. Den vil dog ikke farve avisen, garanterer chefredaktør.

Politiken står bag en ny tænketank sammen med en række foreninger og virksomheder. Formålet er at arbejde med analyser og konkrete løsninger, der kan sikre velfærdssamfundet.

Fonden, der skal gå under navnet Kraka, og Politiken har indgået et mediesamarbejde, hvor avisen vil modtage analyser fra Kraka og offentliggøre dem i Politikens debatsider.

Chefredaktør Bo Lidegaard afviser dog, at avisen vil blive farvet af den nye tænketanks analyser.

- Kraka får den adgang til vores spalter, som kvaliteten af deres analyser berettiger til. Og det vil selvfølgelig kun være Politikens redaktion, som beslutter, hvad vi vælger at trykke i avisen, siger han til Politiken.

Avisen støtter også fonden økonomisk, men Bo Lidegaard afviser også, at det vil få nogen betydning for, hvad Politiken bringer i spalterne.

- Politiken er en af flere donorer, men vi har ikke ønsket at være en del af bestyrelsen for Kraka, fordi det skal være tydeligt, at Politiken og tænketanken er adskilte, siger chefredaktøren.

I 2009 lancerede Politiken Irak Centeret, der havde til formål via private donationer at aflønne afviste irakiske asylansøgere for at oplyse danskeren om forholdene i Irak.

Tanken bag var at aflønne irakerne med en månedsløn på 32.000 kroner, så de kunne søge en hurtig arbejds- og opholdstilladelse i Udlændingeservice under den såkaldte beløbsordning.

Politiken blev kritiseret for projektet, og efter syv måneder stoppede Politiken den model.

Men Kraka er anderledes og kommer ikke til at påvirke den redaktionelle linje. Avisen og fonden er uafhængige, garanterer Bo Lidegaard.

- Vi har gerne villet være med til at starte tænketanken op, fordi vi synes det er et spændende projekt. Og vi har samtidig villet sikre os, at vi ikke skulle give køb på bare en millimeter af vores redaktionelle frihed. Begge ting er blevet opfyldt, siger chefredaktøren.

Politikens kommentator Peter Mogensen bliver direktør for tænketanken.

/ritzau/