Flere søger orlov, sygefraværet stiger, og nye, varige opgaver suger ressourcer ud af politiet. Nu slår betjentenes fagforening alarm.

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at det på flere områder går den forkerte vej for dansk politi: Flere og flere søger og får orlov, mens antallet af sygedage er steget for andet år i træk. Det kan BT i dag fortælle.

Udviklingen understreger, ifølge betjentenes fagforening, hvor presset og sårbart det danske politi er blevet. Og det går i værste fald ud over borgerne.

»Det er en trist udvikling, og den bør få alarmklokkerne til at ringe,« siger formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, til BT.

Rigspolitiet oplyser til BT, at der i 2010 var 69 politiansatte, der søgte og fik orlov, mens tallet i 2015 var vokset til 128. Tallet har ikke været så højt siden årene efter, at den omdiskuterede politireform trådte i kraft 1. januar 2007. Året efter - i 2008 - var der således 207 mænd og kvinder i blå skjorter, som fik bevilget tjenestefrihed, men det er ikke tilfældigt, at kurven igen er kraftigt opadgående, mener politi-formanden.

Rigspolitiet ved ikke, hvor mange betjente der har søgt orlov uden at få det, så antallet af folk, der ønsker orlov, kan altså være langt højere.

Migrantkrise

Politiet har især i 2015 oplevet et massivt arbejdspres som følge af terroren i København 14. og 15. februar og flygtninge- og migrantkrisen, hvor den midlertidige grænsekontrol trækker store veksler på betjentene, særligt dem der er udstationeret i en uge ad gangen i grænseområderne.

Claus Oxfeldt kalder det fortsatte terrorberedskab og flygtningesituationen ‘den udløsende faktor’ bag de stigende tal og peger på samtidig på kombinationen af for få hænder og flere opgaver:

Nye opgaver

»Der er kommet nye og varige opgaver til dansk politi. F. eks. skal vi beskytte hele det jødiske samfund på en helt anden måde end tidligere. Det koster i al sin enkelhed ressourcer,« siger han og fortsætter:

»Folk er pressede, og mange føler nok ikke, at arbejdsliv og privatliv hænger sammen. Det er uholdbart for politifolk og deres familier, at de ikke ser hinanden.«

Og det er ikke kun orlovstallene, der stiger. Kigger man på sygefraværet viser de nyeste tal fra Rigspolitiet, at en politiansat i 2015 i gennemsnit var syg i 9,4 dage, mod 9 dage i 2014 og 8,7 dage i 2013. Det var ellers målsætningen, at sygefraværet skulle nedbringes, men udviklingen overrasker ikke politiformanden.

»Det er et sygdomstegn, og vi må sammen med Rigspolitiet lægge os i selen for at forbedre arbejdsmiljøet, så det bliver mere tåleligt,« siger Claus Oxfeldt, der oplyser, at man i forbundet ‘hører om flere og flere, der bliver stressramte’.

Mistede 600 - får 300

I november blev et flertal på Christiansborg enige om en ny politiaftale, som betyder, at der i 2016 og 2017 bliver uddannet flere betjente.

»Nu får vi udvidet politistyrken med 300 mand, men det sker efter, vi har mistet 600 siden 1. januar 2011. Det er selvfølgelig positivt, at der på sigt kommer flere betjente, men det løser ikke problemerne her og nu. Vi står i en uholdbar position, og dansk politi er blevet mere sårbart,« siger Claus Oxfeldt.

Han er åben for, at opgaver, der i dag ligger i hænderne på politifolk, kan gives til andre:

»Vi er med på at se på opgaver, som kan løses af andre end politifolk, men det skal som udgangspunkt være administrative opgaver,« siger han og nævner også transporter af varetægtsfængslede som et område, som hans medlemmer ikke behøver at udføre.

BT har forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind (V), men i ministeriet henvises der til Rigspolitiet.