200 politifolk i fra Nordsjællands Politi i Helsingør måtte droppe en stort anlagt julefrokost i et telt ved siden af politigården, den voldsomme blæst fik teltet til at blæse væk.

- På grund af stor tilmelding var personaleforeningen nødt til at leje et stort telt, som var blevet stillet op i gården. Men vinden tog det torsdag aften, siger pressekoordinator Henrik Suhr til Frederiksborg Amts Avis.

Ifølge avisen splittede stormen teltet i småstumper og blæste det ind i politigårdens bygning, så et vindue blev smadret.

Det stoppede dog ikke festen, de festklare politifolk rykkede indendørs med sild og snaps.

- Vi er ikke sådan at slå ned, forsikrer Henrik Suhr.