Politiet finder oplysninger i Se og Hør-sagen frem selv, siger efterforskningsleder Bent Isager-Nielsen ved Københavns Vestegns Politi.

Vestegnens Politi vil ikke læne sig op af Allers advokatundersøgelse, som koncernen fredag offentliggør hovedkonklusionerne af. En undersøgelse, som Aller selv kalder »ekstern og uvildig«, og som advokat Henrik Stagetorn har stået i spidsen for. Det skriver B.dk.

Politiets efterforskning og en intern undersøgelse, der skal bruges som et arbejdsredskab i en virksomhed, er to vidt forskellige ting, lyder det.

»Det er to vidt forskellige ting. Vi laver vores egne strafferetlige undersøgelser, hvor vi gør brug af retsplejelovens metoder - altså afhøringer, ransagelser og sigtelser. Det er den måde, vi fremskaffer de oplysninger og det materiale, vi har brug for,« siger politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi og leder af Se og Hør-efterforskningen, Bent Isager-Nielsen.

Han uddyber:

»Når vi ser på, hvordan den formodede kriminalitet er foregået på ugebladet Se og Hør, kan jeg da godt forstå, at Aller ser behov for at lave deres egen undersøgelse. Den har bare ikke noget med den strafferetlige proces at gøre.«

Professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, understreger, at Allers undersøgelse først og fremmest er et arbejdsredskab for koncernen. Derudover må politiets efterforskning formodes at være mere dybdeborende end en advokatundersøgelse:

»Alt andet lige kan den interne undersøgelse aldrig blive lige så grundig som politiets, da Stagetorn jo ikke kan få en dommerkendelse til ransagning og andre egentlige efterforskningsskridt,« skriver Jørn Vestergaard i en mail til B.dk.

Han fortæller videre, at der også vil opstå et problem, hvis Aller videregiver oplysninger, som medarbejdere ikke ville sige til politiet i en afhøringssituation:

»De forklaringer, som Stagetorn & Co skaffer til veje, kan han ikke uden videre udlevere til politiet, for dem, der har afgivet dem, har jo ret til ikke at udtale sig til politiet. For nuværende ansatte kan det være særlig vanskeligt ikke at samarbejde med advokaten, da en sådan indstilling jo kan få indflydelse på deres stilling i virksomheden. Så derfor kan deres forklaringer til advokaten indeholde oplysninger, som de ikke ville afgive under afhøring.«