Københavns Vestegns Politi advarede tirsdag eftermiddag bilister på motorring 4 om, at en mand gik på motorvejen i nordgående retning. Manden blev efterfølgende fundet og samlet op af politiet. Det viste sig, at han var fuld og på vej til Roskilde.

Københavns Vestegns Politi skrev først om det på Twitter.

Politiet bad i den forbindelse folk om at være 'opmærksomme' og køre forsigtigt, hvis de befandt sig i området.

Vagtchef hos Københavns Vestegns Politi Thomas Mejborn fortæller, at manden nu er fundet og samlet op af en patrulje omkring Ballerup.

»Ja, han er fundet igen. Han var godt fuld og efter eget udsagn på vej til Roskilde. Han har nok fået lidt for meget at drikke og så besluttet sig for at gå til Roskilde. Vi har samlet ham op nu og sat ham af ved den nærmeste afkørsel. Så håber vi, at han ikke finder vej ned på motorvejen igen,« siger vagtchefen.

Hvis manden havde fuldført sin gåtur fra Ballerup til Roskilde, ville det i så fald have været en tur på lige over 20 kilometer.

Skal man tro Googles rutevejleder - som vel at mærke ikke viser motorvejen som en mulig rute - så tager det tæt på fem timer at gå fra Ballerup til Roskilde. Så det var en af de lidt længere ture, manden havde begivet sig ud på.