Folk skal tænke sig rigtig godt om, før de på egen hånd begynder at fragte flygtninge rundt i landet, lyder det fra politiet. Den form for hjælp er nemlig ulovlig.
Danskerne står i kø for at hjælpe nogle af de mange flygtninge, der i disse dage kommer til landet via Rødbyhavn eller Padborg. Nogle deler mad og tøj ud, mens andre tilbyder transport og husly.
De seneste dage har flere både kendte og ukendte danskere fortalt, at de har givet lift til nogle af de flygtninge, der i disse dage kommer til Danmark fra blandt andet Syrien. Andre har offentligt tilkendegivet, at de har sejlet flygtninge til Sverige.
LÆS OGSÅ:
Alle har tilsyneladende gjort det velvidende, at det ifølge dansk lov ikke er lovligt at transportere folk, som er kommet ulovligt ind i landet, og som ikke er registreret af myndighederne.
Blandt dem er forfatter og stifter af Huset Zornig, Lisbeth Zornig Andersen, som mandag samlede seks palæstinensiske syrere op i sin bil på motorvejen og kørte dem 'nordpå.' Mandag aften skrev folketingskandidat for Enhedslisten, Annika Holm Nielsen, på Facebook, at hun og hendes venner sejlede en syrisk flygtning til Sverige.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udsendte mandag en pressemeddelelse, hvor de understregede, hvad man må og hvad man ikke må som almindelig velmenende dansker i forhold til flygtningene.
På nuværende tidspunkt er der endnu ikke kommet en central udmelding fra politiet om, hvorvidt de danskere, som overskrider grænsen for, hvad man må, vil blive retsforfulgt og straffet.
LÆS OGSÅ:
Fra Syd- og Sønderjyllands Politi advarer man dog danskerne om at tage sagen i egen hånd og begå civil ulydighed:
»Tænk jer rigtig godt om, for det her er mere komplekst end som så,« siger Lise Dissing, sekretariatschef og leder af kommunikationsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
»Vi har forståelse for, at folk gerne vil hjælpe, men hvis man begynder at fragte flygtning rundt på egen hånd, gør man det sværere for politiet at løse opgaven, som blandt andet består i at få folk registreret,« tilføjer hun.
LÆS OGSÅ:
Så vidt vides har politiet endnu ikke modtaget anmeldelser om civil ulydighed.
»Det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt man har overtrådt straffeloven. Hvis vi får en anmeldelse, vil vi naturligvis se på den,« siger Lise Dissing.
Omkring 200 flygtninge fra især Syrien er blevet indlogeret i en hal i Rødby. Andre er kørt til Sandholmlejren, fordi de har ønsket at søge asyl i Danmark. I alt er omkring 1.150 flygtninge kommet til Danmark siden søndag, hvor de første toge fra Tyskland med flygtninge om bord blev stoppet af dansk politi i Rødbyhavn.
Flere af dem har udtrykt ønske om ikke at blive i Danmark, men i stedet rejse videre til Sverige.