Ved du noget om sagen, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook

Københavns Politi er rykket ud til et større slagsmål mellem flere personer på Islands Brygge. En er anholdt.

Det fortæller vagtchefen ved Københavns Politi til BT.

»Der har været et slagsmål med op til 10 personer. Det begyndte med, at nogen smed nogen andre i vandet, og så kom der flere til, som blandede sig, og så udviklede det sig til et slagsmål. Der var også et baseballbat og en knust flaske involveret,« siger vagtchef Henrik Stormer.

»Vi har anholdt en person, og så har vi været i gang med at snakke med flere af de forurettede, hvis de ville tale med os,« uddyber han.

Andre læser også: Katrine ser en særlig slags porno, når hun er alene: 'Det er en lille smule skamfuldt'

Islands Brygge har tidligere år set flere større slagsmål mellem grupper af personer i sommervarmen.

Henrik Stormer fortæller da også, at netop havneparken på Islands Brygge, hvor mange mennesker mødes og hygger sig i sommervarmen, griller og bader, er et sted, hvor Københavns Politi har ekstra fokus.

»Islands Brygge er et fokuspunkt for os, og vi kommer ret tit derude. Vi var der dog ikke, da slagsmålet brød ud, men kom hurtigt derhen,« siger Henrik Stormer.

Tidligere har der været tilfælde, hvor bandemedlemmer har været involveret i slagsmål på Islands Brygge.

Der er dog ifølge Henrik Stormer ikke noget, der tyder på, at det har været tilfældet i denne omgang.

Politiet har afsluttet dets arbejde på stedet, oplyser han desuden.