Opdatering: Tidligt lørdag morgen oplyser Københavns Politi, at der desværre intet nyt er om den forsvundne kvinde.

Københavns Politi beder offentligheden om hjælp til at finde Dorte Larsen, som er forsvundet fra sit hjem fredag formiddag.

På Twitter har politiet lagt et billede af Dorte Larsen ud. Sammen med billedet beskriver Københavns Politi, at Dorte Larsen er gået fra hjemmet på Gemmas Allé i Kastrup på Amager - ikke langt fra E20-motorvejen mellem Tårnby og Maglebylille.

Dorte Larsen er gået i en ukendt retning. I samme ombæring skriver politiet, at Dorte Larsen var i 'nedtrykt sindstilstand', da hun forlod hjemmet på Amager.

Politiet leder nu aktivt efter Dorte Larsen.

Lørdag morgen oplyser Københavns Politi til BT, at der desværre ikke er noget nyt om den forsvundne kvinde, og at politiet derfor stadig leder efter hende.

»Vi skal have patruljer ud igen, ligesom vi også skal have talt med familien igen,« siger vagtchefen og tilføjer, at der heller ikke har været henvendelser fra offentligheden i sagen fra personer, som har set Dorte Larsen.

Derfor vil Københavns Politi stadig meget gerne høre fra folk, der mener at have set hende, eller på anden vis har oplysninger, der kan hjælpe i eftersøgningen af hende.

Hvis du ser Dorte Larsen, så kontakt Københavns Politi på 114.