Afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen forgyldte endnu en konsulent i sin tid som chef i DR uden at opgaverne kom i de lovpligtige udbud

Sagen om Bettina Jensen og de ulovlige konsulentmillioner tager nu en ny drejning.

Nu viser det sig, at den ulovlige praksis med at hyre konsulenter uden at sende opgaverne i de lovpligtige udbud endnu engang trækker tråde til DR, hvor Bettina Jensen som chef hyrede Konsulentgruppen Strandgade i 2009 og 2010 for 4,5 millioner kroner.

Heraf skulle opgaver for 3,3 millioner kroner have været i det lovpligtige udbud, oplyser DR til BT.

Som BT kunne afsløre i mandags, så har Rigspolitiet og afdelingschef Bettina Jensen - der skiftede fra DR til Rigspolitiet i januar 2011 - hyret Konsulentgruppen Strandgade og dets direktør Christian Behrens mellem 2011 og 2013 og udbetalt honorarer for 23,3 millioner kroner uden, at opgaverne kom i de lovpligtige udbud.

Nu viser det sig, at det tilsvarende er sket i DR.

’DR har foretaget indkøb for i alt ca. 3,3 mio. kr. hos Konsulentgruppen Strandgade i 2009 og 2010, som skulle have været i udbud. En mulig forklaring på fejlen kan være, at opgaver hos Konsulentgruppen Strandgade blev bestilt ad flere omgange, hvor de enkelte køb ikke oversteg udbudsgrænsen. Tilbage står imidlertid, at de samlede beløb på tværs af de enkelte køb blev overskredet. Det er en klar fejl, og der skulle have været gennemført udbud,’ skriver DR’s økonomichef Niels Ammitzbøll i en mail til BT.

Dermed følger Bettina Jensens brug af Konsulentgruppen Strandgade fuldstændig samme mønster, som det er tilfældet med konsulenterne Mariann Færø og Christine Thorsen, som BT skrev om første gang i juni 2016. Også her hyrede Bettina Jensen dem først i DR for efterfølgende at hive dem med over i Rigspolitiet uden, at opgaverne kom i de lovpligtige udbud. På bare tre år mellem 2011 og 2013 fik de to konsulenter honorarer for mere end 20 mio. kroner i Rigspolitiet.

DR har tidligere over for BT indrømmet, at også Christine Thorsens opgaver for DR burde have været i udbud. Og ikke nok med det. Christine Thorsen gik i sin tid direkte fra et chefjob - hvor hun sad i ledelsesgruppe med Bettina Jensen - til at blive hyret af netop Bettina Jensen, da Thorsen sagde sin stilling som kunde- og udviklingschef op i september 2007. Bettina Jensen hyrede efterfølgende Christine Thorsen og hendes nystiftede konsulentvirksomhed Dynamic Approach til ‘konsulentassistance’ uden, at opgaverne kom i de lovpligtige udbud. Der blev end ikke indgået en kontrakt. Det skete først efter tre måneder, og da havde Christine Thorsen allerede modtaget 360.000 kroner i honorarer. I det efterfølgende år 2008 sendte Christine Thorsen regninger for 1,9 millioner kroner til DR.

I dag er reglerne i DR lavet om, så der skal være en aflusningsperiode på to år før en tidligere DR-ansat kan blive hyret som konsulent af DR.

»Det er rystende og uforståeligt, at det har kunnet lade sig gøre i både DR og Rigspolitiet. Og det undrer mig, at der er ikke i højere grad er blevet placeret et ansvar. Der er jo tale om, at konsulenterne har fået nogle meget store honorarer,« siger formand for Transparency International Knut Gotfredsen, der mener, at sagen i sin helhed ‘enten er udtrykt for administrativ inkompetence eller deciderede vennetjenester og dermed korruption

De konsulentydelser fra Christian Behrens, som ifølge DR skulle have været i udbud, er konsulentarbejde, hvor hans firma har fået månedlige honorarer på op til 295.688 kroner.

DR har - ifølge Niels Ammitzbøll - nu rettet op på de interne procedurerer for at sikre sig, at det ikke sker igen:

DR har nu en fælles indkøbspolitik med interne retningslinjer, der fastsætter, hvornår og hvordan opgaver skal sættes i udbud. Det er netop indført for at sætte klart fokus på området. Derudover bruger DR nu systematisk en intern central indkøbsfunktion, der rådgiver om udbud og følger op på DRs samlede indkøb. DR har således meget stort fokus på at sikre korrekt konkurrenceudsættelse af sine indkøb,” skriver Niels Ammitzbøll i mailen til BT.