Politiet i det sydlige Jylland er bekymrede over vejrsituationen og advarer bilister om at køre mere end almindeligt varsomt.

Det er så glat på små og store veje, at politikredsen allerede har været ramt af adskillige uheld. Selv på motorvejen skøjter bilerne rundt.

- Det er simpelthen pisse glat. Vores patruljer, der kører rundt derude, er rigtig bekymrede, og der har været rigtig mange uheld, hvor folk er kørt i grøften.

Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Bjørn Pedersen, til bt.dk.

Omkring klokken ti mandag formiddag var det så glat i regionen, at politiet overvejede at lukke den Sønderjyske Motorvej, hvor der i løbet af morgenen havde været omkring fem uheld.

Problemerne opstår, fordi der er is og fygesne på vejene. Og så er der minusgrader.

Den udsædvanlige vejrsituation fik mandag formiddag politiet til at skrive på Twitter:

- Advarsel igen fra politiet: Sønderjyske Motorvej er ekstrem glat. Der er ikke mere plads i grøfterne.

Heldigvis er ingen personer endnu kommet til alvorligt til skade i det glatte føre.

Kort før klokken elleve blev motorvejen spærret i nordgående retning mellem Kiplev og Sønderborgmotorvejen da en lastbil, der var kørt galt tidligere på morgenen, skulle fjernes.