____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Formanden for Politiforbundet Peter Ibsen har med egne ord så få arbejdsdage i forbundets kontor, at han lige præcis undgår at blive beskattet for køreturene mellem hjemmet ved Aarhus og København.

BT afslører i dag, at Peter Ibsen siden 2004 har fået erhvervskørepenge for at køre de 309 km. mellem hjemmet og kontoret. Normalt kan der kun udbetales kørepenge skattefrit, hvis der køres mellem forskellige arbejdspladser, mens kørsel mellem hjemmet og det faste arbejde regnes som privat. 

Ibsen siger selv, at han nu i otte har holdt sig lige under 60 køredage mellem hjemmet og arbejde, og derved har han år efter år benyttet sig af en særlig regel i skattelovgivningen, så han slipper for beskatning.

Ifølge Skat kan en arbejdsgiver nemlig udbetale skattefri kørepenge for i alt 60 køredage mellem bopæl og arbejde i en tolv måneders periode.

Skatteadvokat Torben Bagge, der er partner i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen og leder firmaets afdeling for skatteproces vurderer, at det kræver nøje planlægning for formanden at holde sig under 60 køredage. - Han kan sørge for at lægge et møde ind på vejen til eller fra arbejde, så er der reelt tale om erhvervskørsel, og så tæller turen ikke med i 60-dages regnskabet. Det må uanset hvad have krævet en stor planlægning for politiformanden at holde sig under 60 dages kørsel på et år, så han slipper for beskatning, siger Torben Bagge og tilføjer:

- Jeg har aldrig før set, at det er muligt i så mange år at passe et fuldtidsarbejde på samme kontor og så holde sig under 60 køreture til og fra arbejde. Det er jo kun 30 uger han kan være på sit arbejde, hvis han møder i København søndag aften og kører hjem igen fredag. Normalt er den regel beregnet til, at folk kan få lov at få skattefri kørepenge, når man kører mellem arbejdspladser.

Peter Ibsen, ifølge Skat kan man få skattefri kørsel i 60 dage på 12 måneder mellem hjem og arbejde. Kommer du virkeligt så sjældent på kontoret?

- Der er møder et hav af steder over hele landet hele tiden, og hvis du så trækker ferie og fridage fra, så holder vi os altså under 60 køredage.

Så du kommer lige under 60 dage?

- Ja det gør jeg, for det kontrollerer vi, og vi holder os inden for reglerne.

Men spekulerer du i at holde dig under 60 dage, så du slipper for beskatning?

- Det kan du vel næsten ikke forvente, jeg skal svare dig på.

Jeg spørger for at få et svar?

- Jamen, altså det er jo det samme som at spørge, om jeg snyder med regnskabet. Vi planlægger ikke efter det her. Det ville jo være at omgå reglerne, og det gør jeg ikke.