En større gruppe ænder og andre vandfugle blev fredag fundet døde i søen Svanedammen i Nykøbing Falster. Pølseforgiftning er sandsynligvis årsagen.

»Det var skræmmende og uhyggeligt at se de små døde ællinger ligge i sivene,« siger Maria Holm Kragh, der er stifter af Våbensted Vildtplejestation, til Tv Øst.

Sammen med flere kollegaer fra Våbensted Vildtplejestation rykkede hun ud fredag formiddag, efter en borger havde henvendt sig om de døde fugle.

Ifølge Tv Øst blev Fødevarestyrelsen kontaktet af Guldborgsund Kommune, så fuglene kunne undersøges nærmere. Der blev taget prøver af dem, som blandt andet udelukkede, at der var tale om fugleinfluenza.

Holdet fra Våbensted Vildtplejestation, der var ude at fiske ænderne op fra søen.
Holdet fra Våbensted Vildtplejestation, der var ude at fiske ænderne op fra søen. Foto: Våbensted Vildtplejestation
Vis mere

I stedet døde fuglene af såkaldt pølseforgiftning – også kaldet botulisme, forklarer miljøvagt hos Guldborgsund Kommune, Torsten Jensen, til mediet.

Det er ikke første gang, at ænder i netop den sø er døde af pølseforgiftning. Ifølge Torsten Jensen sker det typisk, når søen er hårdt belastet af algevækst og dårlig vandcirkulation. Dog plejer det normalt først at ramme i august, men grundet varmen har det ramt tidligere i år.

Botulisme kan i øvrigt også ramme mennesker. For få uger siden gik det ud over 11 pensionister fra Sønderjylland, der havde spist fordærvet mad. Det var en hjemmelavet ret, der var årsag til, at de 11 personer blev så syge, at de måtte indlægges på hospitalet. Flere af dem måtte have modgift for at komme sig.

Ifølge Statens Serum Institut er botulisme en sjælden sygdom, som forårsages af giftstoffer fra den sporedannende bakterie Clostridium Botulinum. Under ildfattige forhold kan bakterien danne neurotoksiner, som er nogle af de mest farlige og potente biologiske giftstoffer, der findes. Neurotoksiner kan føre til lammelser af kroppens muskler, hvilket kan besvære brystkassens muskelfunktion og være dødelig.