700 plejeforældre kritiserer kommunerne for at overhøre plejebørnenes problemer.

En Facebookgruppe med 700 plejeforældre kritiserer kommunerne for at overhøre opråb om plejebørnenes problemer og for at blive talt ned til og truet med at skulle give barnet fra sig, når de beder om hjælp. Det skriver Politiken. Familierne har senest nedsat en arbejdsgruppe, fordi tonen i Facebookgruppen blev for hård.

- Jeg tænkte, at jeg selv bare var en skrap tante, og at jeg var besværlig, men kritikken blandt plejefamilierne er generel, siger et medlem af gruppen, Joan Schroeder, til avisen.

Arbejdsgruppen har skrevet et åbent brev til formanden for kommunernes børne- og kulturudvalg, Jane Findahl (SF), der dog er uenig i, at plejeforældrene bliver overhørt:

- Der har været uheldige enkeltsager, og dem har vi også fået penslet ud. Men jeg tror ikke, der er brug for en kulturændring, og jeg regner med, at man spørger alle omkring barnet, der er vigtige, for det skal man.

Ifølge Politiken har Facebookgruppen skrevet og bedt om foretræde for socialminister Karen Hækkerup (S).