Kender du Stephanie Corneliussen? Hvis ikke, så kommer du til det. Hun vandt Supermodel of Scandinavia som 13-årig, var den tredje dansker på forsiden af Playboy – og fik dette efterår sit helt store gennembrud som skuespiller i tv-serien »Mr. Robot«, der netop er blevet nomineret til hele tre Golden Globes.
»Hej, det er Stephanie. Der er lidt ekko på… nå, det er bare hyggeligt.« Stemmen er glad og ligefrem, og går tydeligt igennem fra Los Angeles, hvor danske Stephanie Corneliussen har boet de seneste fem år.
Hun flyttede til filmbyen med den store ambition at slå igennem som skuespiller – og i år gik drømmen for alvor i opfyldelse, da Stephanie Corneliussen landede en hovedrolle som den iskolde, manipulerende overklassefrue Joanna Wellick i tv-serien »Mr. Robot«, der er blevet et kæmpe hit i USA – og forhåbentlig også snart vil kunne ses på de hjemlige breddegrader.
Stephanie Corneliussen har altid vidst, at hun ville være skuespiller.
»Jeg tror, det startede, da jeg var fem eller seks år gammel. Jeg blev passet hos min farmor, der elskede at læse H.C. Andersens eventyr for mig, og jeg kan huske, at jeg levede mig så meget ind i dem. Jeg var også vild med film og alt sådan noget og tænkte: Det er det, jeg skal – jeg skal fortælle historier. Jeg skal underholde.«
PLUS:
Der var dog et lille problem, Stephanie Corneliussen led nemlig af voldsom sceneskræk, da hun var lille.
»Jeg ville gerne være med i alle forestillingerne på Johannesskolen på Frederiksberg, hvor jeg gik. Også musikforestillingerne, hvor jeg spillede guitar. Men når det så kom til stykket, og jeg skulle ud og brillere på de skrå nede i kælderen, så var jeg ved at dø af skræk.«
»Det blev altid til, at jeg stod med tårer i øjnene og spurgte, om jeg ikke kunne få lov til at være et træ i stedet for. Men det måtte jeg selvfølgelig ikke: »Ud, sig dine replikker og syng din sang«. Og jeg er da også kommet over det siden.«
Fra ballet til model
Det eneste tidspunkt, hun ikke havde sceneskræk, var når hun dansede ballet, så det var en stor ting, da hun fik lov til at aflægge prøve for Anne Marie Wessel på Det Kongelige Teaters Balletskole – hvor hun desværre fik dommen: for høj.
»Jeg kunne ikke komme ind på skolen, og det var jeg frygteligt ked af, for jeg var vild med at danse. Min far syntes, det var rigtigt synd for mig, så han foreslog at vi gik ud og købte en ny skoletaske til mig. Så vi gik gennem Illum, og lagde hus til en modelsearch, som hed Supermodel of Scandinavia, som var orkestreret af Jaqueline Friis Mikkelsen fra Unique Models.«
»En af hendes kolleger kom hen til mig, og min far og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at melde mig til, men det var jeg ikke interesseret i. Jeg havde skævet over til der, hvor de stod og udfyldte alle mulige mål, og der stod 3-4 piger fra min skole – fra de ældre klasser. Nej tak, det skulle jeg slet ikke begynde at rode med.«
»Men da vi gik videre, kom Jaqueline pludselig løbende efter os og sagde »vær sød at melde dig til den her konkurrence« »Nej, jeg er ikke interesseret,« svarede jeg. Så kiggede hun på mig og sagde: »Hvad med det her: Hvis du tilmelder dig, så vinder du«. Okay, så kunne jeg måske godt lokkes – og så vandt jeg faktisk konkurrencen.«
De følgende år rejste Stephanie Corneliussen verden rundt som model – i starten med sin mor eller en anden voksen, men fra hun var 15-16 år også tit alene. »Jeg var egentlig en meget fornuftig unge.«
»Det var rigtigt sjovt, og jeg brugte meget modelarbejdet til at lære skuespil. Der var selvfølgelig ingen replikker, men der var forskellige looks og forskellige stemninger og forskellige følelser og historier, jeg havde lyst til at fortælle, bare med mit ansigt og min krop. Det var en ret god øvelse.«
»Jeg har altid gået og fortalt mærkelige historier – jeg bryder mig ikke om at lyve, men jeg kan godt lide at gøre historier mere spændende. Så jeg tror det var ret naturligt, at jeg skulle være skuespiller.«
Den opreklamerede drøm
Da hun var 16 begyndte Stephanie Corneliussen at overveje, om hun skulle gå den slagne vej og søge ind på Statens Teaterskole. »Men jeg besluttede, at det ikke lige var mig. Jeg har aldrig været god til at gå i skole, og fordi jeg har været så selvstændig, siden jeg var meget ung, havde jeg sådan en følelse af, at jeg skulle være autodidakt og gøre tingene på en anden måde.«
Hvor tager man så hen, hvis man gerne vil være skuespiller? Til Hollywood selvfølgelig.
»Jeg var 22, da jeg kom til Los Angeles og fandt ud af, at det at tage til Hollywood for at blive skuespiller, det er den mest opreklamerede falske drøm i hele verden. Du lander ikke bare som helt grøn og siger: »Nå, nu er jeg her, nu skal I bare tage mig«. Det var hårdt arbejde, og det var næsten umuligt at få auditions, for så skulle man have en manager, og de ville ikke tage nogen, der ikke havde lavet noget. Det var sådan en catch-22.«
»Så jeg tror, jeg brugte to år på alle mulige små scener og projekter og fandt et digitalt fællesskab på nettet af folk, der var kreative, hvor vi fik finansieret at skyde en scene, som jeg så kunne tage med mig ud og sige »kunne du tænke dig at mødes med mig?« Det krævede nogle meget charmerende telefonsamtaler – jeg tror aldrig, jeg har skruet så højt op for charmen i hele mit liv for at få lokket folk i denne her business til at have en mening om mig.«
Det tog to år at finde en manager – ham har hun så til gengæld endnu, så det var det rigtige match. Han har fra starten haft fuld forståelse for, at Stephanie Corneliussen hellere ville gå den lange seje vej end at sige ja til alle mulige små roller som »sild« og »babe«.
Mere end bare udseende
»Når man ser ud på en særlig måde, kan man ret hurtigt få lov til at blive typecastet, og det var jeg ikke interesseret i. Jeg ville ikke være heltens kæreste – jeg ville selv være helten. Jeg kunne godt tænke mig at få lov til at vise, hvad jeg kunne, så det ikke blev en gentagelse af mit modelarbejde, hvor det bare handlede om udseende,« siger Stephanie Corneliussen, der dog i starten tog nogle roller som »kønne piger«, men altid sørgede for, at de så også havde et komisk element.
»For det første var det sjovt, og så gav det en lidt anden nuance til rollen, at jeg kunne få lov til at klovne lidt rundt. Jeg lavede en TV-film der hedder »Hello Ladies« med den britiske komiker Steven Merchant, og han gav mig lov til bare at spasse ud og sige hvad jeg ville.«
»Den kørte både på TV og HBO, så efter det var der pludselig folk, der kom hen til mig og sagde »var det ikke dig der var med i… hvor var du sjov« – og så begynder egoet jo at boble lidt. Lige pludselig begyndte jeg også at få mere seriøse auditions – og så var det at auditionen til »Mr. Robot« tikkede ind.«
Stephanie Corneliussen var i første omgang lidt skeptisk overfor titlen »Mr. Robot«, der mildest talt lød som en dårlig science-fiction film, men da hun først fik læst manuskriptet til pilot-afsnittet, blev hun fyr og flamme.
»Da jeg læser beskrivelsen af min karakter, Joanna, er hun sådan en fuldstændigt syg i potten sociopat og et Fifth Avenue-overklasseløg, og jeg tænkte »ej, mig med mine piercinger og tatoveringer?«, men det var det vildeste, jeg havde læst længe, så jeg ringede til min manager og sagde: »Du kan godt skaffe mig den audition. NU«. Vi filmede den samme dag, og så fik jeg den – de så kun det ene bånd og det ene take af de par scener, jeg skulle lave. Det er fuldstændigt uhørt. Jeg fik bare besked tilbage om, at »her er datoerne, hvornår kan hun starte?«
Nye projekter på vej
Efterfølgende fandt Stephanie Corneliussen ud af, at hun åbenbart havde grebet rollen helt anderledes an end alle de andre, der havde lavet auditions til den.
»Der stod ikke i karakterbeskrivelsen, at Joanna var sociopat. Der stod at hun var ambitiøs og støttede sin lige så ambitiøse mand og ville gøre alt for at komme til toppen, og så tænkte jeg »jamen, hvorfor ikke spille hende som tosset? Sådan på en fuldstændigt kold og kontrolleret, krybdyrsagtig måde?« Der gik Lady Macbeth gennem skallen på mig, og det var der åbenbart ikke andre, der havde gjort – og det var de vilde med.«
De var også vilde med, at Stephanie Corneliussen var dansk – så meget, at hun i serien siger dele af sine replikker på dansk, hvilket giver et skær af mystik og uberegnelighed til karakteren.
»Jeg ser ikke specielt dansk ud, folk spørger altid, om jeg er slavisk eller brasiliansk eller mixed. De fleste tror, jeg er amerikaner, fordi jeg taler med amerikansk accent – det har jeg lært mig selv. Pryglet og pisket til det var perfekt. Og så får jeg gennembruddet – på dansk. Det er der da noget ironi i.«
Siden premieren på »Mr. Robot« er det gået stærkt for Stephanie Corneliussen. Ved siden af de kommende sæsoner af serien, har hun gang i en række projekter, som hun dog ikke må tale om endnu.
Det første er dog offentliggjort, nemlig rollen som den russiske isdronning af en videnskabskvinde Valentina Vostok i DC Comics-serien »Legends of Tomorrow« - hvor hun spiller sammen med navne som Victor Garber, Wentworth Miller (»Prison Break«) og danske Casper Crump.
»Det er noget helt andet end »Mr. Robot«, det er meget mere kommercielt. Nu har jeg været så skidehamrende heldig med »Mr. Robot«, der er sådan en anmedlerrost serie, der lige er blevet nomineret til tre Golden Globes. Jeg er blevet set som en god skuespiller. Så nu tænkte jeg, at jeg godt kunne åbne døren til noget af det lidt mere kommercielle – og hvad er bedre end at lave en superhelteserie?«
